Gav pizza og vodka - og lavede fredsaftale i Syrien

Forhandlingerne om en fredsaftale i Syrien trak fredag ud i timevis. Sulten presse blev afspist med pizza.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, fulgte USAs pizzaer op med russisk vodka. Foto: © Xu Jinquan/Xinhua via ZUMA Wire
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, fulgte USAs pizzaer op med russisk vodka. Foto: © Xu Jinquan/Xinhua via ZUMA Wire
Følg Politik

Midt i de svære og langtrukne forhandlinger om en fredsaftale i Syrien var der fredag aften også plads til enkelte træk på smilebåndet.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, blev en populær mand hos den ventende verdenspresse, da han hen under aftenen agerede bud og kom med en stak pizzaer til journalisterne.

Pizza, som USA's udenrigsminister, John Kerry, vel at mærke havde bestilt til den russiske delegation som undskyldning for at have trukket de i forvejen lange forhandlinger ud.

- Det er en gave fra den amerikanske delegation, sagde Lavrov ifølge nyhedsbureauet Reuters til pressen på Hotel Wilson i Genève.

Forhandlingerne havde på det tidspunkt varet i næsten 12 timer, men der gik ikke lang tid, før Lavrov igen dukkede op. Denne gang med to flasker russisk vodka.

Villig til ekstra skridt
- Pizzaen var fra den amerikanske delegation. Det her er fra den russiske delegation, lød det denne gang.

Forhandlingerne, der mundede ud i et udkast til en fredsaftale mellem de stridende parter i Syrien, trak blandt andet ud, fordi den amerikanske delegation i Genève havde brug for at afstemme dele af indholdet med Washington.

En våbenhvile skal efter planen træde i kraft fra mandag og er en del af en større plan for at stoppe kamphandlingerne i Syrien.

- USA er villig til at tage det ekstra skridt, fordi vi mener, at Rusland kan presse Syriens præsident Assad til at komme til forhandlingsbordet og slutte fred, siger Kerry.

USA og Rusland enige om fredsplan: Vil kæmpe sammen mod Islamisk Stat

- I dag præsenterer vi en plan, som, håber vi, vil reducere volden, lette lidelserne og bevæge sig i retning af fred og en politisk overgang i Syrien.

Han understreger på et pressemøde, at planen indtil videre blot er 'en mulighed' for fred, indtil det bliver en realitet.

Hvis våbenhvilen holder i syv dage, vil USA begynde at samarbejde med det russiske militær i Syrien og gå målrettet efter Jabhat Fateh al-Sham, der tidligere hed al-Nusra-fronten, og Islamisk Stat (IS), forklarer Kerry.

Ifølge ham vil et samarbejde blandt andet indebære 'udveksling af informationer'.

FAKTA: Her er stormagters plan for fred i Syrien

Fredag blev USA og Rusland enige om en fredsplan for Syrien, der blandt andet indebærer en våbenhvile, som træder i kraft ved solnedgang mandag.

Aftalen blev præsenteret af den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Genève.

Den indeholder blandt andet:

* En landsdækkende våbenhvile i Syrien gældende fra solnedgang mandag 12. september.

* Uhindret og vedvarende humanitær adgang til de belejrede områder i Syrien, herunder storbyen Aleppo.

* At de stridende parter skal trække sig tilbage fra den strategisk vigtige vej Castello Road i Aleppo, således at der kan oprettes en demilitariseret zone.

Oppositionen og regeringsstyrkerne skal begge sørge for sikker og uhindret adgang til Aleppo via Ramouseh i den sydlige del af byen.

* Et samarbejde mellem USA og det russiske militær i Syrien mod islamistiske grupper, herunder Jabhat Fateh al-Sham, der tidligere hed al-Nusra-fronten, og Islamisk Stat (IS).

Et militært samarbejde indebærer blandt andet udveksling af informationer.

* Et krav om at den syriske regering ikke udfører luftangreb i aftalte områder under påskud af at jage krigere fra den forbudte gruppe Jabhat Fateh al-Sham, der tidligere har været tilknyttet al-Qaeda i Syrien.

Denne del af aftalen kalder John Kerry for "aftalens fundament".

Forbuddet mod syriske luftangreb har blandt andet til formål at sætte en stopper for henholdsvis brugen af tøndebomber og det, USA og Rusland kalder "vilkårlige bombardementer".

Kilder: Reuters, AFP og CNN

Seneste nyt

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.