Grønland skal til valg i april

Formanden for Grønlands landsstyre har udskrevet valg til landstinget i Grønland

Kim Kielsen, der er formand for Grønlands landsstyre, Naalakkersuisuts, har udskrevet valg til Grønlands landsting, Inatsisartut. Det skriver de grønlandske medier KNR og Sermitsiaq.

Dermed skal selvstyrets parlament vælges i april. Vælgerne skal sætte deres kryds enten 17. eller 24. april. Om det bliver den ene eller anden dato, afgøres af det siddende landsting, skriver Sermitsiaq.

Valget blev udskrevet mandag ved et pressemøde i landsstyrets presserum.

- Jeg har meddelt Bureau for Inatsisartut, at jeg gerne vil udskrive valg. Her arbejder vi for, at valget sker i dette forår, siger Kim Kielsen ifølge Sermitsiaq.

- Jeg har tænkt over at udskrive valg i lang tid. Men nu starter valgkampen. Der er flere fordele i at udskrive valget nu.

Mediet skriver ikke, hvilke fordele Kim Kielsen henviser til.

Formanden for selvstyret har været i embedet siden september 2014, hvor han overtog fra den tidligere formand Aleqa Hammond. Begge er de fra det socialdemokratiske parti Siumut, hvis navn kan oversættes til Fremad.

Kielsen overlevede sidste sommer et kampvalg om posten som formand i partiet.

Ved valget i 2014 gik Siumut tilbage, men blev størst med omkring 34 procent af stemmerne. Det var dog tæt efterfulgt af Inuit Ataqatigiit (IA) - på dansk Folkefællesskabet - der befinder sig til venstre for Siumut.

Den største stemmesluger ved det sidste valg blev IA's Sara Olsvig, der også har et sæde i det danske Folketing.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere