Grønlandsk politiker raser: - Dårligt menneskesyn

Aaja Chemnitz Larsen ærgrer sig over, at grønlændere endnu en gang bliver omtalt som en salgsvare

Aaja Chemnitz Larsen er træt af, at Grønland og grønlændere bliver omtalt som en vare. Foto: Jan Sommer/Ritzau Scanpix
Aaja Chemnitz Larsen er træt af, at Grønland og grønlændere bliver omtalt som en vare. Foto: Jan Sommer/Ritzau Scanpix

Donald Trump vil styrke den amerikanske position i Arktis, og det skal ifølge Wall Street Journal ske ved at købe Grønland fra Danmark. Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatiqiit (IA) er frustreret over den måde, Grønland bliver omtalt på fra flere sider, men havde ikke forventet andet fra Trump.

- Det er jo ikke overraskende. når man kender Donald Trump. Det er jo helt vildt grænseoverskridende at blive omtalt som en vare, siger Aaja Chemnitz Larsen

Hun er ikke interesseret i en amerikansk overtagelse af Grønland.

- Min første reaktion er 'nej tak'. Nogle grønlændere kan måske se nogle fordele ved det på den korte bane, men jeg synes, at vi er nødt til at holde fast i det velfærdssamfund vi har fået bygget op, der er baseret på nordiske værdier, siger Aaja Chemnitz Larsen til Ekstra Bladet.

Hun har også givet sin menstg til kende på det sociale medie Twitter.

- Vi har købt en grønlænder
Da et andet grønlandsk folketingsmedlem, Aleqa Hammond, i 2017 skiftede side i Folketinget, var daværende den skatteminister ude og sige at Venstre havde 'købt en grønlænder'. Det er dermed ikke første gang, at grønlændere bliver omtalt som produkter.

Også denne gang frustrerer det Aaja Chemnitz.

- Skatteministeren herhjemme har selv været med til gøre os til salgsvare, da han sagde, at de havde 'købt en grønlænder'. Det er ærgerligt at blive mødt med så lidt respekt og sådan et dårligt menneskesyn, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Uanset prisen
I 1946 forsøgte den daværende amerikanske præsident at købe Grønland for 100 millioner dollars, som i dag ville svare til 10.394.616.564 danske kroner, ifølge tal fra Danske Bank og Danmarks Statistik. Selv hvis Donald Trump skulle overgå sin forgængers bud, vil det i Aaja Chemnitz' øjne ikke være en god ide at sælge.

- Det er vores liv og vores børns liv. Selvom der har været gnidninger mellem Danmark og Grønland, så er det ikke den vej, vi skal gå. Uanset prisen.

- Hvis man ser på andre steder, som amerikanerne har overtaget, er det helt andre samfund, og jeg har meget svært ved at se, at det er den vej, vi skal gå, siger Aaja Chemnitz Larsen til Ekstra Bladet.

Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA i 1917 for et beløb, der i dag ville svare til ca.3.098.324.607 danske kroner.

 

437 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere