Gyservalg i Norge: Her er hovedpersonerne

Norge har i dag, mandag, valg til Stortinget

Norges statsminister, Erna Solberg, jagter fire år mere i spidsen. Foto: Seth Wenig/AP
Norges statsminister, Erna Solberg, jagter fire år mere i spidsen. Foto: Seth Wenig/AP

Mandag afgøres det norske valg og fremtiden for de næste fire år. Og der er lagt op til nedbidte negle i de norske stuer. På forhånd er det nemlig slet ikke til at udpege en vinder eller for alvor spå, hvordan fordelingen af de 169 pladser bliver.

Længe har oppositionen med Jonas Gahr Støre og Arbeiderpartiet i spidsen været favorit til at vinde regeringsmagten, men op til valget har regeringen med statsminister Erna Solberg i spidsen fået medvind. Om det er nok, vides endnu ikke.

Det seneste gennemsnit af alle målinger viser, at regeringen ligger til at få 85 mandater, mens oppositionen står til at snuppe 77. Det helt afgørende bliver, hvordan Miljøpartiet De Grønne vælger at bruge de syv-otte mandater, partiet står til at vinde lige nu, hvilket får valget til at ligne den helt store gyser.

I alt kan helt op mod ni partier kan ende med at komme i Stortinget, hvor der i øjeblikket er otte. Ni partier ville være en ny rekord.

Arbeiderpartiet leder an i oppositionen, der ellers består af Senterpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Rødt, mens regeringen bestående af Erna Solbergs Høyre og Fremskrittspartiet har været støttet af Venstre og Kristelig Folkeparti.

Usikker fremtid for regeringen
Siden valget i 2013 har regeringen, som nordmændene kalder 'blåblå' grundet regeringspartiernes farver, bestået af det konservative Høyre og Siv Jensens indvandrerkritiske, liberale Fremskrittsparti.

Sidstnævnte gik ellers tilbage med 6,3 procent ved valget, men blev for første gang i partiets historie en del af regeringen med støtte fra Kristelig Folkeparti og Venstre. Det skete efter en årelang modernisering af partiet.

De to støttepartier, der begge er at finde omkring midten, har begge tidligere meldt ud, at man ikke ønsker at fortsætte med at støtte en regering med det indvandrerkritiske Fremskrittspartiet. Begge partier har dog trukket i land.

- Hvis Erna vælger at fortsætte med den regering, hun har nu, så siger jeg, at det er naturligt, at hun bliver siddende. Hun er den statministerkandidat, vi går til valg med. Samtidig vil vi heller ikke være støtteparti for en blåblå regering, sagde leder af Kristelig Folkeparti, Knut Arild Hareide til NRK.

Artiklen fortsætter under grafikken

Interaktivt element

Et lille parti med stor magt
På den anden side finder man det klassiske socialdemokratiske Arbeiderpartiet, der får støtte af landbrugspartiet Senterpartiet og SF's søsterparti, Sosialistisk Vensterparti. Derudover er der også det revolutionære Rødt, som dog ikke spåes alt for gode chancer på at komme over spærregrænsen på fire procent.

Mens Arbeiderpartiet kan regne med støtte fra Senterpartiet og Sosialistisk Vensterparti, der sad med i den rød-grønne regering fra 2005 til 2013, kan Jonas Gahr Støre endnu ikke være sikker på, at Miljøpartiet De Grønne også vil støtte ham.

Partiet har erklæret sig uafhængigt og vil forhandle med begge blokke - dog ikke med Fremskrittspartiet.

- Heldigvis er det ikke Høyre eller Arbeiderpartiet, men vælgerne som bestemmer. Hvis vi kommer på vippen, vil vi tvinge Erna og Jonas til at konkurrere om at være bedst på miljøområdet. Det har de ikke lyst til, men vores ultimatum er, at vi stopper med at lede efter olie. De, som vil have vores støtte, må gå med til det, sagde talsperson Rasmus Hansson for nylig til norsk TV2.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste
Mest læste
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen