Hårde beskyldninger mod Bernie Sanders: - Det er simpelthen løgn

To uger inden primærvalget skydes i gang, er der opstået splid mellem de demokratiske kandidater Bernie Sanders og Joe Biden

Der er opstået konflikt mellem Bernie Sanders og Joe Biden over en video, som ifølge Biden er falsk. Foto: Ritzau Scanpix
Der er opstået konflikt mellem Bernie Sanders og Joe Biden over en video, som ifølge Biden er falsk. Foto: Ritzau Scanpix

Kort tid inden slaget skal stå mellem demokraternes kandidater til det første primærvalg, som afholdes i Iowa 3. februar, er der opstået konflikt mellem to af de prominente kandidater.

Tidligere vicepræsident Joe Biden beskylder Bernie Sanders' kampagnehold for at have manipuleret en video, som de har brugt i deres kampagne.

- Det er simpelthen løgn. Den video er en løgn, sagde Biden lørdag ifølge Reuters.

I videoen kan man høre Joe Biden erklære sig enig med den republikanske tidligere vicepræsidentkandidat Paul Ryan i at skære ned på budgettet til Social Security (velfærdsprogrammer til amerikanske lønmodtagere, red.).

Men ifølge Joe Biden er videoen falsk.

Han har derfor bedt sin modstanders kampagnehold om at fjerne videoen, men det har de ikke efterlevet.

Kampagneleder for Bernie Sanders, Faiz Shakir, holder fast i, at videoen er rigtig.

- Biden har ikke bare presset på for at skære ned på Social Security - han er blevet optaget flere gange, hvor han stolt har pralet af det, siger han ifølge Reuters.

En uafhængig amerikansk faktatjekker har vurderet, at videoen er falsk.

433 kommentarer
Vis kommentarer