Hækkerup klar med kæmpe bøder for overtrædelse

Justitsminister Nick Hækkerup har følt sig nødsaget til at pointere, at der er en straf for at åbne før tid

København Zoo luftede tanker om at åbne, selvom haven ikke er den del af næste fase af genåbningsplanen. Men justitsminister Nick Hækkerup (S) pointerer, at det er forbudt. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
København Zoo luftede tanker om at åbne, selvom haven ikke er den del af næste fase af genåbningsplanen. Men justitsminister Nick Hækkerup (S) pointerer, at det er forbudt. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Fra mandag vil regeringen indføre et forbud mod, at eksempelvis zoologiske haver og museer, som ikke er omfattet af genåbningens fase to, åbner.

Hvis virksomheder med mere end 50 medarbejdere trodser forbuddet, vil det første gang koste en bøde på 40.000 kroner, anden gang en bøde på 100.000 kroner og tredje gang 150.000 kroner.

Desuden vil politiet have mulighed for at lukke virksomheden.

Det fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S), som lørdag aften meldte ud, at regeringen agter at indføre et egentligt forbud mod at åbne uden at have fået lov.

Meldingen kommer, efter at Folketingets partier torsdag blev enige om en genåbningsplan under coronakrisen.

Men også efter at blandt andet København Zoo og kunstmuseet Aros i Aarhus havde luftet muligheden for at åbne, selvom de to institutioner ikke er omfattet er den næste fase i genåbningsplanen.

Nick Hækkerup afviser, at det er årsagen til, at der mandag træder et forbud i kraft.

- Nej, vi har godt vidst, at det her skulle gøres, siger han.

- Men det er klart, at når der kommer meldinger om, at de ikke nødvendigvis vil følge reglerne, så bliver vi nødt til at sige, at man bliver straffet i Danmark, hvis man ikke overholder den lovgivning, der gælder.

- I denne her situation er vi ekstra sårbare, fordi vi risikerer, at smitten kommer ud af kontrol, og vi så skal til at lave begrænsninger.

De zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud bebudede i april, at de ville åbne 1. maj.

De opgav dog planen, fordi både erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsministeren advarede imod at åbne på grund af smittespredning.

De havde ellers fået Rigspolitiets tilladelse til at holde åbent. Haverne havde i første omgang lukket mere ned, end de egentligt var forpligtet til det.

- Da vi så åbnede en lille smule op, så var der en række af virksomheder og institutioner, der ville åbne op til den grænse, de måtte. Og der havde vi brug for at sige: 'Argh, tag det nu roligt,' forklarer Nick Hækkerup.

- For at undgå, at nogen befinder sig i en gråzone, siger vi denne gang, hvem der må åbne, men også hvem der ikke må åbne, siger han.

Efter planen må de zoologiske haver og museerne først åbne for besøgende igen 8. juni.

915 kommentarer
Vis kommentarer