USA's præsident, Donald Trump, har meddelt, at Det Hvide Hus - igen - vil sænke flaget til halv stang efter kritik af hans håndtering af senator John McCains død.
Flaget på Det Hvide Hus var mandag morgen på fuld stang, og det stred mod protokollen for et prominent dødsfald.
Både veterangrupper, politikere og iagttagere kritiserede beslutningen.
- Det Hvide Hus er nu en ø af bitterhed og vrede i en nation, der er forenet i respekt og taknemmelighed, siger den konservative kommentator Bill Kristol.
Efter kritikken udsendte Donald Trump mandag - 48 timer efter McCains død - en længere udtalelse, hvor han anerkender John McCains tjeneste.
'Trods vores politiske uenighed respekterer jeg senator John McCains indsats for vort land og – til hans ære – har jeg underskrevet en proklamation om, at det amerikanske flag skal på halv stang til hans begravelse'.
Uønsket gæst
Trump bekræftede samtidig, at han ikke deltager i John McCains begravelse. Dermed efterlever han et ønske fra McCain.
Mens McCain havde frabedt sig præsident Trumps deltagelse, er ekspræsidenterne George W. Bush og Barack Obama til gengæld blevet bedt om tale ved ceremonien.
John McCain døde lørdag i sit hjem i Arizona efter en 13 måneder lang kamp mod en aggressive form for kræft i hjernen. Han blev 81 år.
Mandag offentliggjorde John McCains familie et brev, som senatoren havde forfattet kort før sin død. I brevet advarer McCain mod had og splittelse.
'Vi svækker vores storhed, når vi forveksler vores patriotisme med stamme-rivalisering, der har sået bitterhed og had og vold i alle hjørner af kloden. Vi svækker den, når vi gemme os bag mure i stedet for at rive dem ned’, skriver han.
Læs John McCains brev:
Læs Trumps ord om McCain: