Han erstatter Mette F. i Fælledparken 1. maj

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kommer til at tale i stedet for S-formanden i Fælledparken 1. maj

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte tirsdag, at hun ikke vil tale til det traditionsrige 1. majarrangement i Fælledparken. Årsagen var ifølge S-formanden, at der er for meget ballade til arrangementet.

Arrangørerne har dog fundet en afløser for statsministeren. Det bliver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Det oplyser formand for LO i Hovedstaden Per Olsen.

Ud over Peter Hummelgaard vil også SF's formand, Pia Olsen Dyhr, og Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, tale på hovedscenen i Fælledparken den 1. maj.

Mette Frederiksen begrundede tirsdag sin beslutning med, at der de senere år har været uroligheder i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag.

Afbrudt af slåskamp
Godt halvvejs inde i Mette Frederiksens 1. maj-tale sidste år stoppede hun halvvejs. Der udbrød nemlig tumult foran scenen, og derfor holdt hun en kort pause og sagde:

- Venner, man kan godt være uenige i et demokrati, og man kan råbe. Men I skal lade være med at slås, sagde Mette Frederiksen, da den kortvarige slåskamp blandt tilhørerne var blevet stoppet.

- Der er ingen, som vinder på, at nogen slås. Og der er ingen, der lytter til jer og jeres råb, hvis I bruger næverne, sagde hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Mette Frederiksen afbrød sin tale 1. maj sidste år. Foto: Miriam Dalsgaard
Mette Frederiksen afbrød sin tale 1. maj sidste år. Foto: Miriam Dalsgaard

Sidste år på den internationale kampdag var Mette Frederiksen ikke statsminister. Det var cirka en måned inden Socialdemokratiet vandt regeringsmagten ved folketingsvalget 5. juni.

Også Helle Thorning-Schmidt (S) blev mødt af aktivister med fløjter og efterfølgende håndgemæng, da hun holdt tale i Fælledparken i 2014.

Og tilbage i 1992 blev daværende S-formand Poul Nyrup Rasmussen blandt andet mødt af kast med tomater i Fælledparken.

Politikere fra andre partier er gennem årene også blevet udsat for en hårdhændet behandling.

'Mod og mandshjerte'
Uagtet det til tider hårde klima for talerne holder Mette Frederiksen fast i, at 1. maj skal være en fejring. Hun vil i stedet tale andre steder i landet.

S-formanden blev tirsdag spurgt, om det så for tid og evighed er slut med de store taler i Fælledparken:

- Der er aldrig noget, der behøver at vare i al evighed, men jeg har det sådan, at jeg synes ikke ballade og slåskampe hører til ved 1. maj. I hvert fald ikke, hvor jeg selv skal deltage, sagde Mette Frederiksen.

Hun blev spurgt, om hun ikke lige som sin forgænger Helle Thorning-Schmidt burde vise 'mod og mandshjerte' og gennemføre sin tale i Fælledparken. Til det sagde Mette Frederiksen:

- For mig handler det ikke om, hvad der rammer mig. For jeg er blevet taget godt imod til langt, langt de fleste 1. maj-arrangementer.

- For mig er det noget mere principielt. Jeg synes, at Fælledparken i for mange år har haft det her balladeelement. Det ønsker jeg ikke at støtte, sagde Mette Frederiksen.

1 af 2 Det bliver Peter Hummelgaard, der må holde skansen for Mette Frederiksen. Foto: Tariq Mikkel Khan
2 af 2 Foto: Miriam Dalsgaard
137 kommentarer
Vis kommentarer