Han vil være premierminister

Den næste leder må gøre Storbritannien til et forbillede for frihandel, siger tidligere udenrigsminister Boris Johnson

Boris Johnson vil efterfølge Theresa May. Foto: Tim Ireland/AP
Boris Johnson vil efterfølge Theresa May. Foto: Tim Ireland/AP

Storbritanniens tidligere udenrigsminister Boris Johnson siger, at 'selvfølgelig' vil han stille op i kampen om at blive premierminister efter Theresa May.

Politik - 24. maj. 2019 - kl. 11:07 Theresa May: Jeg går af

Han siger, at den vigtigste opgave for den næste leder er at få Storbritannien ordentligt ud af EU og gøre landet til et forbillede for frihandel - både på europæisk og globalt plan.

I en tale, som Johnson holdt i Schweiz fredag, efter May havde meddelt, at hun går af i næste måned, roste den tidligere udenrigsminister og tidligere London-borgmester den afgående premierminister for "tålmodigt og stoisk" at have håndteret de forskellige problemer, som er knyttet til briternes udtræden af EU.

- En ny leder vil have muligheden for at gøre tingene på en anden måde og få et andet momentum med en ny administration, hedder det i talen, som Johnson holdt i byen Interlaken.

Mulige efterfølgere til Theresa May

Theresa May træder tilbage som Storbritanniens premierminister og leder af Det Konservative Parti den 7. juni. Det meddeler hun fredag foran sin embedsbolig i det centrale London.

17 politikere fra Det Konservative Parti har erklæret sig som kandidater til at afløse Theresa May, eller også ventes de at melde sig.

Her er fire af dem:

* Boris Johnson, 54 år.

Tidligere udenrigsminister. Var op til folkeafstemningen om brexit den 23. juni 2016 en af lederne på brexitfløjen. Forlod i juli i fjor udenrigsministerposten i protest mod Mays håndtering af processen.

Han er bookmakernes favorit.

* Michael Gove, 51 år.

Førte også kampagne for brexit i 2016. Er miljøminister og har til manges overraskelse vist sig som en af Mays allierede i hendes brexitstrategi.

Forsøgte forgæves at afløse David Cameron, da denne gik af som premierminister efter folkeafstemningen.

Har ikke meddelt, om han er kandidat.

* Dominic Raab, 45 år.

Tidligere brexitminister. Var advokat, før han blev medlem af parlamentet i 2010. Trådte af som brexitminister i november efter et halvt år på posten og blev betragtet som en af Mays nøgleministre.

Han er bookmakernes foretrukne kandidat efter Boris Johnson.

* Jeremy Hunt, 52 år.

Udenrigsminister. Han har opfordret Det Konservative Parti til at begrave intern strid og stå sammen over for EU.

Op til folkeafstemningen talte han for at blive i EU.

Er blevet spurgt, om han er kandidat til at afløse May. Han svarede: - Vent og se.

Kilde: Reuters.

Globalt forbillede
Han sagde, at et nyt kapitel kan skrives ved, at Storbritannien udvikler 'et fantastisk forhold med frihandel med Europa', når det er ude af EU.

- Men Storbritannien kan også blive et forbillede for global frihandel, pointerer han.

Han henviser til, at landet har verdens mest sammensatte og forskelligartede hovedstad med en teknologisektor og universiteter i verdensklasse.

Den 54-årige Boris Johnson trådte tilbage som udenrigsminister i juli sidste år. Det skete i protest mod Mays håndtering af den britiske udtræden af EU.

Han tilhører den stærkt antieuropæiske fløj i Det Konservative Parti, der ønsker et fuldstændigt brud med EU.

Bookmakerne i London har Johnson som favorit til at efterfølge May i Downing Street 10.

Op mod en snes politikere fra det konservative parti anses for at være kandidater eller blive kandidater til at efterfølge May - eller også ventes de at melde sig.

Blandt dem er den 51-årige miljøminister Michael Gove, den 52-årige udenrigsminister Jeremy Hunt og den 52-årige parlamentariker Graham Brady. Sidstnævnte trådte fredag tilbage fra sin indflydelsesrige post som leder af 1922 Komitéen i parlamentet for at gå efter posten som premierminister.

Se også: Lektor: Problemer i Storbritannien lever videre efter May-exit

Se også: Indvandrersønnen, "Theresa i bukser" eller den blonde favorit?

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere