Jakob Ellemann-Jensen (V) meddelte mandag aften på Facebook, at han trækker stikket og tager orlov på ubestemt tid af hensyn til sit helbred.
Ifølge Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell, tyder alt på, at forsvarsministeren er ramt af stress.
- Jeg synes, det er alvorligt.
- Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men alt peger i retning af, at han er ramt af stress. Og det er ikke godt, når man er forsvarsminister, vicestatsminister og formand for et parti, siger han.
Dårligt tidspunkt
Nyheden kommer på et tidspunkt, hvor forsvaret i den grad er i fokus. Lige nu er der nemlig afgørende interne drøftelser om regeringens udspil til en kommende forsvarsaftale.
- Og samtidig sidder regeringen og skal forberede finanslovsudspil, de skal tage højde for arbejdsmarkedet, hvor der kan ske konflikter, og hvor der kommer omlægninger på hele uddannelsesområdet.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- I forhold til den politiske dagsorden kunne det ikke være et dårligere tidspunkt, men omvendt er situationen ikke anderledes, end at alle vil have forståelse for situationen. Alle vil støtte ham og bakke ham op, siger Hans Engell.
- Et kæmpe problem
Men netop udpegningen af Troels Lund Poulsen (V) som den fungerende forsvarsminister tyder ifølge Ekstra Bladets kommentator på, at det kan tage lang tid, før Ellemann vender tilbage.
Men Hans Engell er ikke i tvivl om, at Troels Lund vil klare opgaven fint.
- Det vil køre videre, og Troels Lund Poulsen er alligevel den, der er Venstres chefforhandler på en række områder, så på den måde kommer det ikke til at betyde det helt store, at han tager over.
- Men hans formodede stress-orlov kommer på det dårligst tænkelige tidspunkt for Venstre. Der er dårlige meningsmålinger, så det er selvfølgelig et kæmpe problem, at formanden nu er ukampdygtig, siger han.