Det flyder over med hjemlig kritik af USA's præsident, Donald Trump, efter at han natten til onsdag dansk tid valgte at aflyse et planlagt besøg i Danmark.
- Præsidenten har nu formået at støde Danmark fra sig. Den havde jeg ikke set komme, skriver Amy Klobuchar, præsidentkandidat og senator fra Minnesota, i et opslag på Twitter.
Trump valgte i en række opslag på Twitter at aflyse sit danmarksbesøg på grund af statsminister Mette Frederiksens blanke afvisning af et muligt salg af Grønland til USA.
Ifølge statsministeren var præsidentens strategiske interesse i Grønland en 'absurd' ide.
Nogenlunde samme sprogbrug bruger en anden præsidentkandidat, senator fra delstaten New Jersey Cory Booker, om Trumps aflysning.
- Det er fuldstændig absurd. Sådan behandler man ikke en allieret, siger Booker natten til onsdag i et tv-interview med CNN.
Han kalder præsidentens beslutningen 'en afledningsmanøvre', der skal fjerne opmærksomheden fra Trumps dårlige beslutninger.
Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford deler også sine frustrationer i et opslag på Twitter:
- Han bad dronningen om en invitation. Hun inviterede ham, han accepterede. De har forventet hans ankomst i ugevis. Danskerne og grønlænderne afviser hans prestigeprojekt, og han affejer hele kongeriget.
- Han er et barn, konkluderer Gifford.
Det var den amerikanske avis The Wall Street Journal, som torsdag kunne fortælle, at Donald Trump i flere omgange har bedt sine rådgivere om muligheden for at købe øen.
Historien blev indledningsvist taget med et gran salt, men søndag bekræftede præsidenten, at han skam mente det alvorligt - omend det ikke stod 'øverst på dagsordenen'.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.