Den brasilianske højrepolitiker og præsidentkandidat Jair Bolsonaro blev torsdag overfaldet og ramt af knivstik i maven.
Jair Bolsonaro var i gang med at føre valgkamp i byen Juiz de Fora 200 kilometer fra Rio de Janeiro, da han pludselig skreg af smerte og tog sig til maven.
Tv-optagelser viser, at Bolsonaro blev båret på skuldrene af politiske tilhængere, da han blev stukket i maven. Ifølge brasilianske medier bar han skudsikker vest, men han blev stukket lige under vesten.
Efterfølgende blev han bragt til hospitalet, og ifølge personalet var politikeren i livsfare, da han ankom til sygehuset.
Her fik han opereret, hvad lægerne betegner som et dybt knivstik. Lægerne oplyser, at dele af politikerens indvolde blev ramt af knivstikket.
- Vi kan ikke sige, hvornår han vil være i stand til at forlade hospitalet, men han har reageret positivt på operationen, siger læge Luiz Henrique Borsato, der stod for den to timer lange operation.
Politiet i delstaten Minas Gerais har tilbageholdt en mand, der befandt sig i området. Der er ifølge myndighederne tale om en mentalt forstyrret person.
- Vores agenter på stedet har fortalt, at attentatmanden sagde, at han var på en mission på vegne af gud, siger chef for det føderale politi, Luis Boudens, til Associated Press.
Fører meningsmålingerne
Jair Bolsonaro er en af præsidentkandidaterne ved valget i Brasilien 7. oktober.
Bolsonaro fører reelt de fleste meningsmålinger forud for præsidentvalget, da den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva er blevet forbudt at stille op, fordi han er idømt 12 års fængsel for korruption.
Bolsonaro er en kontroversiel kandidat fra den yderste højrefløj, og han er blevet sammenlignet med den amerikanske præsident Donald Trump.
Han har allerede gjort sig stærkt bemærket og har modtaget bøder for særdeles grove udtalelser rettet mod kvinder, sorte og homoseksuelle.
Han har desuden talt varmt om landets militærdiktatur i perioden 1964-1985 og har lovet, at han vil udpege nuværende og tidligere militære ledere til centrale poster i regeringen.
Brasilien kæmper med store mængder vold i landet. Politisk vold på lokalt plan forekommer også ofte.