Her slagter han Obamas store reform med en underskrift

Donald Trump var knap nok ankommet til Det Hvide Hus, før han gik i gang med at afvikle Obamas store reform

Her skriver Trump under på papirerne. Video: AP

Som en af sine første handlinger i Det Hvide har USA's præsident, Donald Trump, udstedt et dekret rettet mod forgængeren Barack Obamas store sundhedsreform.

Det skriver flere internationale medier.

Trump har udpeget en afskaffelse af sundhedsreformen som en af sine hovedprioriteter. I stedet skal der skabes øget konkurrence mellem private forsikringer, mener han.

Efter sin indsættelse som præsident fredag middag lokal tid i Washington, og den efterfølgende hyldest med parader og middag i Kongressen, ankom Trump til Det Hvide Hus hen under aften lokal tid.

Og her underskrev han straks en 'executive order' eller et præsidentielt dekret, der er en blanding af en lov og en bekendtgørelse. Med et dekret kan en præsident ændre anvendelsen af en lov.

Den fulde ordlyd af dekretet er ikke oplyst.

Donald Trump er på plads i Det Ovale Kontor. (Foto: AP)
Donald Trump er på plads i Det Ovale Kontor. (Foto: AP)
 

Men Trumps stabschef, Reince Priebus, siger, at det er rettet mod 'at minimere den økonomiske byrde' af sundhedsreformen 'indtil ophævelse'.

Repræsentanternes Hus stemte i sidste uge for et tiltag, der ifølge Reuters ses som det første konkrete skridt mod at afvikle sundhedsprogrammet kendt som Obamacare.

Forinden havde også Senatet godkendt tiltaget.

Dermed får en række centrale udvalg i Kongressen besked på at udforme love, som afskaffer Obamas vigtigste reform.

Lovforslagene skal udarbejdes inden 27. januar, lød det ifølge Reuters i den resolution, der blev vedtaget.

At afskaffe Obamacare har en meget høj prioritet blandt republikanerne. De har flertal i begge Kongressens kamre.

Over 20 millioner amerikanere, som tidligere var uden sygesikring, er blevet dækket med forsikringer under Obamacare.

Reformen har også sikret, at mange flere kommer ind under Medicaid. Det er en offentlig sundhedsordning, der tilfalder de fattigste i USA.

286 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere