Heunicke: Smittede skal have coronapas i seks måneder

Smitte giver nærmere immunitet i seks måneder end tre. Coronapasset skal tilpasses, siger sundhedsministeren

Ekstra Bladet var til genåbning med coronapas, da de liberale erhver genåbnede i sidste uge.

Det tegner godt for dem, der blev smittet med coronavirus omkring juletid og nytår.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har nemlig indstillet til Epidemikommissionen, at en overstået infektion skal give coronapas i seks måneder i stedet for tre måneder.

Det bekræfter Sundhedsministeriet i en mail til Politiken.

- Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der på baggrund af yderligere studier og nye danske data er sundhedsfagligt grundlag for, at en overstået infektion med ny coronavirus giver immunitet i 6 måneder hos de fleste, skriver det i en mail til avisen.

Ifølge Sundhedsministeriet var immuniteten ved at løbe ud for dem, der blev smittet i december sidste år.

Men den betragtning mødte kritik fra flere forskere, der pegede på, at immuniteten varede i mindst seks måneder.

Statens Serum Instituts (SSI) egne undersøgelser publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet har desuden vist, at man har 80 procent mindre risiko for at blive smittet efter overstået infektion, og at beskyttelsen varer i mindst otte måneder.