De blå partier ville have beregninger på en fremrykning af samfundets genåbning, og nu bliver de sammen med resten af Folketingets partier indkaldt til et møde i den kommende uge om netop genåbning.
Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke i en mail til TV2.
I selvsamme mail skriver Magnus Heunicke blandt andet, at man i øjeblikket ser stabile smittetal, men at man endnu ikke har set effekten af den store genåbning af uddannelsesområdet.
- De seneste beregninger viser, at smitteudviklingen kan toppe i midten af maj måned på et højere niveau, medmindre det lykkes at holde smitten nede gennem blandt andet den målrettede indsats fra myndighederne. Forud for de politiske drøftelser af hver fase i genåbningen, laver Statens Serum Institut (SSI) en faglig vurdering af, hvordan man sundhedsmæssigt forsvarligt kan udfase restriktioner, skriver Sundhedsministeren til TV2.
Danmark med stor generalprøve: 100.000 skal stikkes på én dag