Hillary om e-mail-sag: Undskyld!

Presset af dårlige meningsmålinger ændrer Hillary Clinton tone i sagen om den private e-mail-konto

Hillary Clinton håber, at hendes undskyldning kan lægge låg på sagen om den privat e-mail-konto. (Foto: AP)
Hillary Clinton håber, at hendes undskyldning kan lægge låg på sagen om den privat e-mail-konto. (Foto: AP)

Hun har længe afvist at sige undskyld, men nu har piben fået en anden lyd.

I et interview med ABC News erkender Hillary Clinton, at hun begik en fejl, da hun benyttede en privat e-mail-server til arbejdsformål, da hun var udenrigsminister fra 2009 til 2013.

- Det var en fejl. Det undskylder jeg. Jeg tager ansvaret, siger hun i tv-interviewet tirsdag aften.

Sagen om den private e-mail-konto og server har truet Hillary Clintons status som storfavorit til at blive demokraternes præsidentkandidat.

Fulgte bare loven
Siden sagen kom frem, er den vokset stadig større. Mistanken går blandt andet på, at hendes private e-mail-konto er blevet brugt til at modtage eller sende hemmeligt stemplede oplysninger.

Dermed kan hun have bragt den nationale sikkerhed i fare, lyder kritikken.

Det har Hillary Clinton afvist, og for bare et døgn siden forsvarede hun sig med, at hun ikke havde brudt loven.

- Det, jeg gjorde, var tilladt. Det var tilladt af Udenrigsministeriet, sagde hun ifølge Associated Press.

Joe Biden overvejer
Men sagen har medvirket til, at Hillary Clinton har tabet terræn i meningsmålingerne, da mange vælgere mener, at hun har optrådt uhæderligt.

Hun er blandt andet kommet under pres fra den venstreorienterede senator Bernie Sanders, der fører i målingerne i den vigtige delstat New Hampshire.

Hendes dårlige målinger har også fået vicepræsident Joe Biden til seriøst at overveje, om han skal forsøge at blive demokraternes kandidat til præsidentvalget i 2016.

For tre måneder siden var det utænkeligt, at han ville sætte sit gode renomme på spil for at udfordre Hillary Clinton.

Negativ opfattelse
En ny måling fra ABC News/Washington Post viser, at 53 procent af amerikanerne i dag har et negativt syn på Clinton, der kæmper for at blive USA's første kvindelige præsident.

Det er en stigning på otte procentpoint på to måneder.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

11 kommentarer
Vis kommentarer