Hillary skulle 'bures inde' for fejl: Nu har seks Trump-rådgivere også gjort det

Mindst seks af Trumps nærmeste rådgivere har gjort brug af private e-mail-konti i arbejdet i Det Hvide Hus

Daværende chefstrateg Steve Bannon (tv) og stabschef Reince Priebus brugte ifølge New York Times private e-mail-konto i Det Hvide Hus. Foto: AP
Daværende chefstrateg Steve Bannon (tv) og stabschef Reince Priebus brugte ifølge New York Times private e-mail-konto i Det Hvide Hus. Foto: AP

Donald Trump angreb sin rival, Hillary Clinton, for at have brugt sin private e-mail-konto i arbejdet som udenrigsminister i Obama-regeringen.

Under valgkampen truede Trump oven i købet Hillary Clinton med fængsel på grund af den sikkerhedsbrist, som brugen af en privat e-mail-konti kunne udgøre.

- Lock her up, lock her up (bur hende inde, red.), lød Trump-tilhængernes slagord mod den demokratiske præsidentkandidat, der endte med at tabe valgkampen.

Men nu viser det sig, at mindst seks af Trumps nærmeste rådgivere har begået samme fejl, skriver New York Times.

Seks nære rådgivere
Blandt de seks rådgivere er præsidentens svigersøn, Jared Kushner, samt den tidligere chefstrateg Steve Bannon og den tidligere stabschef Reince Priebus.

Jared Kushner har ifølge Politico brugt sin private konto til at sende og modtage omkring 100 arbejdsrelaterede mails i løbet af de første syv måneder i Det Hvide Hus.

Jared Kushner, har brugt en privat email-konto til at kommunikere med sine kolleger i Det Hvide Hus. Foto: AP Photo/Pablo Martinez Monsivais Samfund Trumps svigersøn brugte privat mail-konto i Det Hvide Hus

Donald Trumps ældste datter, Ivanka. Foto: AP
Donald Trumps ældste datter, Ivanka. Foto: AP
 

Ivanka Trump, præsidentens datter, har også brugt sin private e-mail-konto i sit arbejde som rådgiver. Det skete dog kun under hendes tid som ulønnet rådgiver i de første par måneder i Det Hvide Hus, skriver Newsweek.

Ansatte i Det Hvide Hus skal bruge officielle e-mailkonti. Det skal sikre gennemsigtighed og samtidig sørge for maksimal sikkerhed omkring korrespondancen.

Brugt sporadisk
Det er uklart, hvor ofte Trumps rådgivere har brugt private e-mail-konti i Det Hvide Hus. Det Hvide Hus beskriver omfanget som sporadisk.

- Alle ansatte i Det Hvide Hus er blevet vejledt til at bruge officielle e-mails i alt arbejde, der relaterer sig til regeringen, siger Sarah Huckabee Sanders, talskvinde i Det Hvide Hus.

FBI undersøgte Hillary Clintons private e-mail-konto og konkluderede, at hun havde brugt kontoen til følsomme udenrigspolitiske emner.

FBI afviste dog, at der burde rejses tiltale mod Hillary Clinton.

Demokraten Hillary Clinton. Foto: AP
Demokraten Hillary Clinton. Foto: AP