Historisk fredsaftale: USA vil trække alle soldater ud af Afghanistan

Senere lørdag vil der ved en ceremoni i Doha, Qatar, blive underskrevet en fredsaftale mellem Taliban og USA

En afghansk politimand ved et checkpoint i hovedstaden Kabul. Mange afghanere udtrykker forsigtig glæde over fredsaftale med Taliban, men frygter, at det kun er en pause i en mangeårig konflikt. Foto: Omar Sobhani/Reuters
En afghansk politimand ved et checkpoint i hovedstaden Kabul. Mange afghanere udtrykker forsigtig glæde over fredsaftale med Taliban, men frygter, at det kun er en pause i en mangeårig konflikt. Foto: Omar Sobhani/Reuters

USA vil arbejde efter at trække alle sine soldater ud af Afghanistan 'inden for 14 måneder', fremgår det af fredsaftale med Taliban, skriver AFP.

Det sker efter en historisk fredsaftale mellem USA og Taliban er blevet indgået.

Det er den særlige amerikanske udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, der i Qatar på USA's vegne har underskrevet en fredsaftale med Taliban i Afghanistan. Talibans politiske chef, Abdul Ghani Baradar, underskriver på vegne af oprørerne.

Stop angreb
Samtidig har Taliban, den islamistiske oprørsgruppe i Afghanistan, lørdag formiddag givet alle sine militsfolk besked om 'at afstå fra enhver form for angreb'.

Det oplyser en talsmand for Taliban, Zabiullah Mujahid.

Det sker forud for, at de afghanske oprørere og USA senere på dagen underskriver en fredsaftale i Doha i Qatar.

- I dag bliver alle Taliban-kæmpere beordret til at afstå fra enhver form for angreb ... for nationens lykke, siger Mujahid.

- Den største ting er, at vi håber på, at USA fortsat vil leve op til deres løfter fra forhandlingerne og fredsaftalen.

Men Mujahid føjer til, at udenlandske fly er i luften over de områder, som Taliban kontrollerer. Det er 'irriterende og provokerende', siger han.

Den amerikanske ambassade i Indien kalder det 'en monumental dag for Afghanistan' efter 18 års krig i landet.

Taliban har sendt 31 repræsenter til Doha for at deltage i ceremonien. For USA møder udenrigsminister Mike Pompeo for at overvære underskrivelsen af aftalen. Det sker på Sheraton Hotel i Doha.

Samtidig er den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, kommet til den afghanske hovedstad, Kabul. Det ses som et forsøg på at forsikre den afghanske regering om, at USA fortsat vil stå bag den.

Aftalen betyder, at USA reducerer sin styrke i Afghanistan fra cirka 13.000 soldater til 8600 i ugerne efter, at aftalen er underskrevet.

Yderligere reduktioner vil være afhængig af, at voldshandlingerne falder mærkbart.

Men det er uvist, om andre militante islamistiske grupper vil følge trop. En af de grupper, der har spredt rædsel med sine bombeangreb og gidselstagninger, er Islamisk Stat.

USA trængte ind i Afghanistan i oktober 2001. Det var måneden efter terrorangrebet på USA, der dræbte op mod 3000 mennesker i World Trade Center i New York og forsvarsministeriet i Washington.

Målet var dengang at nedkæmpe Osama bin Ladens islamistiske netværk al-Qaeda, som stod bag angrebene. Det daværende Taliban-styre havde givet al-Qaeda frit lejde og støtte til at operere fra Afghanistan.

USA vil arbejde efter at trække alle sine soldater ud af Afghanistan 'inden for 14 måneder', fremgår det af fredsaftale med Taliban, skriver AFP.

54 kommentarer
Vis kommentarer