Historisk håndtryk: Nu er Kim Jong-un ankommet til topmøde

Det er første gang i 65 år, at en nordkoreansk leder møder en sydkoreansk præsident uden for Nordkorea

Se det historiske øjeblik her. Video: AP

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er ankommet til den demilitariserede zone, hvor han tages imod af Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, før et historisk topmøde.

Det viser tv-billeder.

Det er første gang i 65 år, at en nordkoreansk leder møder en sydkoreansk præsident uden for Nordkorea.

Topmødet holdes i landsbyen Panmunjom på selve grænsen mellem de to lande. Det var netop her, at den våbenhvileaftale, som afsluttede Koreakrigen, blev underskrevet i 1953.

Det er blot det tredje topmøde mellem Nord- og Sydkorea siden våbenhvilen, og de to lande er teknisk set stadig i krig, da der aldrig er indgået en officiel fredsaftale.

Foto: AP
Foto: AP
 

På mødet, der bliver holdt i det såkaldte fredshus, vil muligheden for varig fred mellem Syd- og Nordkorea formentlig blive drøftet. Det samme vil muligheden for, at Nordkorea indstiller sine forsøg med atomvåben og langtrækkende raketter.

- Kim Jong-un vil åbenhjertigt diskutere emner med Moon Jae-in, der kan forbedre de interkoreanske relationer og opnå fred, velstand og genforening af den koreanske halvø, rapporterede det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA tidligt fredag morgen lokal tid, da Kim Jong-un forlod Pyongyang.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Kim Jong-uns delegation er blandt andre hans søster Kim Yo-jong, der også var til stede under vinter-OL i Sydkorea i februar.

Foto: AP
Foto: AP
 

Efter den første runde af samtaler rejser nordkoreanerne efter planen tilbage over skillelinjen for at spise frokost. Senere vil Kim Jong-un og Moon Jae-in sammen plante et fyrretræ, der symboliserer fred og velstand.

Derefter skal de to mødes til anden runde af drøftelserne, før det er meningen, at de to skal udarbejde en fælles erklæring.

Dagen afsluttes med en middag.

Fakta: Korea-konflikten

* 1945: Korea - en japansk koloni siden 1910 - bliver efter Anden Verdenskrig opdelt i en nordlig russisk besættelseszone og en amerikansk sydlig besættelseszone.

* 1948: Besættelseszonerne omdannes til to uafhængige stater.

* 25. juni 1950: Koreakrigen begynder, da nordkoreanske styrker går ind i Sydkorea for at fremtvinge en genforening af Korea.

* 27. juni 1953: Koreakrigen afsluttes med en våbenhvile, som aldrig er efterfulgt af en fredsaftale.

* 1972: Nordkorea og Sydkorea underskriver en hensigtserklæring om en fredelig genforening, men 46 år senere pågår konflikten fortsat.

* Nordkorea, som har 24 millioner indbyggere, ledes i dag af Kim Jong-un.

* Nordkoreas hær er den femtestørste i verden med en million soldater.

* Det fattige land er næsten fuldstændigt isoleret internationalt. Nordkoreanernes vigtigste handelspartner er Kina.

* Nordkoreas bestræbelser på at udvikle atomvåben og langtrækkende missiler fordømmes i idet internationale samfund.

* FN's Sikkerhedsråd har gentagne gange krævet de omstridte programmer standset.

* En lang række internationale sanktioner er indført mod Nordkorea på grund af dets våbenprogrammer.

Kilde: Reuters.

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere