Historisk: Kamala Harris er taget i ed som vicepræsident

Der er skrevet historie i Washington D.C. onsdag, hvor USA's første kvindelige vicepræsident er taget i ed

Se det ske: Kamala Harris taget i ed

Kamala Harris er onsdag taget i ed som USA's vicepræsident. Hun overtager posten efter Mike Pence.

56-årige Harris skriver historie ved ikke alene at blive den første kvinde på posten, men også den første sorte amerikaner og amerikaner med asiatisk baggrund, der er indsat som vicepræsident.

Hendes far er fra Jamaica og hendes mor er fra Indien.

Harris blev taget i ed af højesteretsdommer Sonia Sotomayor - den første latinamerikanske højesteretsdommer. Ved sin side havde Harris sin mand, Doug Emhoff.

Inden edsaflæggelsen havde popikonet Lady Gaga sunget USA's nationalsang, 'Star Spangled Banner'.

Efter edsaflæggelsen var det en tydeligt glad og stolt Harris. Hun fik hurtigt med knyttede hænder lavet et såkaldt fistbump med Joe Biden, der kort tid efter også blev taget i ed.

På Twitter har Harris allerede kort efter at være taget i ed meldt sig klar til at tjene sit land.

- Klar til at tjene (Ready to serve, red.), hedder den kortfattede besked fra Twitter-kontoen Vice President Kamala Harris.

På under ti minutter har opslaget rundet 150.000 likes.

Harris var i 2019 med i opløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Men hun trak sig, da hun løb tør for både penge og opbakning i løbet af valgkampen.

Senere blev hun udpeget af Joe Biden som vicepræsidentkandidat. Og onsdag er det kulmineret med, at hun officielt er udnævnt som USA's nye vicepræsident.

Harris er uddannet jurist og arbejdede flere år som både distrikts- og retsadvokat i Californien, før hun i 2017 blev valgt som senator for Californien.

Efter indsættelsesceremonien vil Biden og Harris deltage i et arrangement med medlemmer af militæret.

Arrangementet kaldes Pass in Review og er en militær tradition, der ærer en fredelig magtoverdragelse til den nye øverstkommanderende.

Efterfølgende vil Biden, Harris og deres ægtefæller ære USA's tropper på militærkirkegården Arlington, hvor de vil lægge en krans ved de ukendte soldaters grav.

Her vil de tidligere præsidenter Barack Obama, George W. Bush og Bill Clinton også deltage.

BLÅ BOG: Harris er USA's første kvindelige vicepræsident

USA's nye vicepræsident hedder Kamala Harris. Det er første gang nogensinde, at en kvinde er vicepræsident i USA.

Foruden at være den første kvindelige vicepræsident er hun også den første vicepræsident, der er sort, da hendes far er jamaicansk, mens hendes mor er indisk.

Bliv klogere på, hvem Harris er:

Navn: Kamala Devi Harris.

Alder: 56 år.

Født: 20. oktober 1964 i Oakland, Californien, USA.

Datter af: Donald Harris og Shymala Gopalan Harris.

Nationalitet: Amerikaner.

Parti: Det Demokratiske Parti.

Uddannelse:

* 6. – 10.-klasse på Westmount High School i Montreal i Canada.

* 1986: Bachelor ved Howard University.

* 1989: Kandidatgrad i jura ved University of California.

Karriere:

* 1998: Advokat hos San Franciscos distrikts- og byadvokatkontor.

* 2004-2011: Distriktsadvokat i San Francisco.

* 2011-2017: Chefstatsadvokat for staten Californien.

* 2017-2021: Senator for staten Californien.

* 2019: Med i feltet om at blive demokratisk præsidentkandidat til valget i november 2020, men trak sig 3. december 2019.

* 2020: Valgt som Joe Bidens vicepræsidentkandidat.

* 2021: Udnævnt som den første kvindelige vicepræsident nogensinde.

Forfatter til bøgerne:

* 'Smart on Crime'.

* 'The Truth We Hold'.

Civilstand:

* Gift med Douglas Emhoff og stedmor til Ella og Cole Emhoff.

Bopæl:

* Los Angeles, Californien, USA.

Kilder: Kamalaharris.org.

952 kommentarer
Vis kommentarer