Aldrig er det sket før, at en statsminister udpeget af Riksdagens formand er blevet stemt ned i Riksdagen.
Dermed skrev Ulf Kristersson sig ind i de svenske historiebøger for en kedelig bedrift, da 195 af Riksdagens 349 medlemmer trykkede på den røde knap foran dem cirka 9.30.
Politisk kaos i Sverige: Ulf Kristersson nedstemt som statsminister
Sverige har ellers siden 9. september været uden en regering, efter Stefan Löfven fra Socialdemokraterna fik et flertal imod sig ved den første samling i Riksdagen.
- Man kan sige, at det er de samme partier, der var med til at vælte Löfven, der nu har stemt imod Ulf Kristersson som statsmninster. Men man skal ikke se valget her som for eller imod Kristersson, men som for eller imod Sverigedmokraterna (SD), siger Drude Dahlerup, professor emerita i statskundskab ved Stockholms Universitet.
- Et populistisk parti
Både Centerpartiet og Liberalerna, der gik til valg på Kristersson som statsminister, og som var med til at vælte Löfven, stemte paradoksalt nok imod Kristersson som leder af en regering bestående af Moderaterna og Kristdemokraterna.
- Det her er ikke en afstemning for eller imod Kristersson. Den handler om den magt, man vil give SD. Det vil være unikt i svensk historie, hvis et populistisk, uliberalt parti bringes frem til denne magtposition. At Centerpartiet ikke vil samarbejde med SD bygger på politiske uenigheder. De sætter mennesker op imod hinanden, sagde Annie Lööf, leder af Centerpartiet fra talerstolen i Riksdagen.
- Og de vil modarbejde liberales indflydelse i svensk politik. Derfor kan vi ikke være afhængige af deres stemmer til at regere.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det borgerlige Liberalerna stemte i med Centerpartiet og stemte nej tak til Kristersson. Og selvom SD nu tilsyneladende ikke får mulighed for at blive støtteparti for en regering, er det ikke helt skidt for Jimmie Åkesson (leder af SD, red.), mener Drude Dahlerup.
- Åkesson var i sit es i dag. Det er ren win-win for ham - enten kommer han ind i varmen, ellers kan han i endnu højere grad fremstå som dem, de andre ikke vil lege med. Samtidig var han også pragmatisk i forhold til, at han ikke ønsker mere indflydelse, end hvad deres mandater svarer til, siger hun.
Artiklen fortsætter under faktaboksen.
Det største i 40 år
Med dagens afstemning, er der nu dybe sprækker i den borgerlige blok kaldet 'alliansen', der består af Centerpartiet, Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, og det varsler en helt ny situation i svensk politik.
- Et nyvalg er helt sikkert rykket tættere på. Og Annie Lööf var i går ude at sige, at hun ikke vil afvise at støtte en socialdemokratisk regering, og på den måde kan Centerpartiet måske få en rolle, som De Radikale tidligere havde i Danmark, hvor de kan gå til begge sider. Den borgerlige 'allianse' er i mine øjne i opløsning efter dagens afstemning, siger Drude Dahlerup.
Dyb krise i Sverige: Skæbne-afstemning i morgen kan blive historisk
Opløsning var også at spore fra den nedstemte statsministerkandidat efter afstemningen.
- Det er unikt, at 'allianse'-partier stemmer nej til en borgerlig statsminister. Det er nok det største, der er sket i borgerlig politik i 40 år, sagde Ulf Kristersson.
Artiklen fortsætter under billedet.
Tre forsøg mere
Formanden for Riksdagen, også kaldet talmannen, kan yderligere tre gange sætte en regering til afstemning i Riksdagen, og først efter den fjerde afstemning, bliver der udskrevet nyvalg. Allerede i morgen torsdag har han indkaldt partilederne til drøftelser med henblik på at udpege en ny partileder, som skal undersøge en regeringskonstellation.
Meget tyder på, at det bliver Centerpartiets Annie Lööf, der selv har budt sig til som undersøger. Ifølge svensk lov, skal der minimum gå tre måneder mellem valg, og derfor kan et nyt valg tidligst finde sted i januar 2019.