Historisk resultat under opsejling i midtvejsvalget

Politiske eksperter er ikke i tvivl om, at kvinder kommer til at spille en væsentlig rolle ved det kommende midtvejsvalg

Kvinderne er klar til at indtage Kongressen, nu skal de bare stemmes ind ved midtvejsvalget. Foto: Andrew Harnik/AP
Kvinderne er klar til at indtage Kongressen, nu skal de bare stemmes ind ved midtvejsvalget. Foto: Andrew Harnik/AP

Et år efter #metoo skal amerikanerne til stemmeurnerne for at vælge de politikere, der skal repræsentere befolkningen i Kongressen. Og det er blevet tydeligere end ved tidligere valgkampe i USA, at kvinderne har taget bladet fra munden og nu melder sig klar til at varetage de offentlige embeder, men også til at stemme.

Redaktør på kongressen.dk Anders Agner Pedersen taler om, at dette midtvejsvalg er et, hvor kvinderne virkelig kommer til at spille en hovedrolle.

- Vi kommer til at se i valganalyserne efterfølgende, hvor stor en effekt #metoo har haft i forhold til mobilisering, og i hvor høj grad kvinderne er gået hen for at stemme. Valgforskning bagefter vil også kigge på, om #metoo gjorde udslaget, var det med til, at kvinder, som normalt ikke stemmer, tænkte 'nu er det nok' og faktisk stemte, siger Anders Agner Pedersen.

Flere demokratiske kvinder
Langt flere kvinder har registreret sig til at vælge, og et stort antal kvinder stiller op ved midtvejsvalget til de ledige poster i Kongressen. Der er 435 pladser på valg til Repræsentanternes Hus, og hele 234 kvinder stiller op til valg til de eftertragtede pladser.

Det er især Demokraterne, der er gode til at opstille kvinderne til valg. Til Repræsentanternes Hus har partiet valgt at opstille 182 kvindelige kandidater, hvor Republikanerne kun giver 54 kvinder en chance for at komme ind.

Til Senatet vælger Demokraterne at opstille 15 kvinder, hvor konkurrenterne har valgt at satse på syv. Når det kommer til guvernørvalgene, er der fire kvindelige republikanere på valg, hvor der er 15 demokratiske.

Den store forskel i, hvor mange kvinder de to partier opstiller til de offentlige embeder, overrasker ikke professor og ekspert i amerikanske valg Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

- Demokraterne har i forvejen et forspring i kvindestemmer, så det er meget naturligt, at de opstiller så mange. Man kunne måske havde forestillet sig, at Republikanerne havde promoveret nogle flere kvinder, for det kunne være en måde at tilbageerobre mange flere stemmer fra kvinderne på, fortæller Peter Kurrild-Klitgaard.

Men selvom der er opstillet en stor skare af kvinder, er det langtfra sikkert, at de alle bliver valgt ind i Kongressen. Det afgørende for de kvindelige politikere er, at de stiller op for det rigtige parti i den rigtige valgkreds.

- Mange steder er det fuldstændig ligegyldigt, hvor kompetent, fantastisk eller flot du er, det vil ikke rykke noget, hvis du stiller op i en valgkreds, der er designet til at få det andet parti til at vinde, forklarer Peter Kurrild-Klitgaard.

Onsdag vil det vise sig, hvor mange af de 234 opstillede kvinder der vinder valget i deres kredse, og som nu kan indtage Kongressen.

***

Her kan du læse alt om kvinderne

Alexandria Ocasio-Cortez

Den 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez fra bydel Bronx i New York stiller op til Repræsentanternes Hus for Demokraterne. Den unge politiker har ikke været bange for at kalde sig for socialist, hvilket ellers er lidt af et fyord i amerikansk politik. Bliver Alexandria Ocasio-Cortez valgt ind i Repræsentanterens Hus, vil hun være det yngste kvindelige medlem, der nogensinde er blevet valgt ind. Den nuværende rekordholder er Elise Stefanik, hun var 30 år gammel, da hun blev valgt ind for Republikanerne i 2014.

29-årige Alexandria Ocasio-Cortez kan blive den yngste kvinde i Repræsentanternes Hus. Foto: Paul Sancya / AP
29-årige Alexandria Ocasio-Cortez kan blive den yngste kvinde i Repræsentanternes Hus. Foto: Paul Sancya / AP
 

Stacey Abrams

44-årige Stacy Abrams stiller op som Demokraternes valg til guvernørposten i staten Georgia til midtvejsvalget. Stacey Abrams har allerede skrevet historie med sin opstilling, da hun er den første afrikansk-amerikanske kvinde, der er blevet valgt af et af de to store partier som guvenørkandidat. Bliver Stacey Abrams valgt til guvernør, så vil hun være den første afrikansk-amerikanske kvinde på posten i USA's historie. Det kan blive svært for Stacey Abrams at vinde valget, da Georgia ikke har haft en demokratisk guvernør siden 1998.

Stacey Abrams kan blive den første kvindelige afrikansk-amerikanske kvinde der kan kalde sig for guvernør. Foto: John Bazemore/AP
Stacey Abrams kan blive den første kvindelige afrikansk-amerikanske kvinde der kan kalde sig for guvernør. Foto: John Bazemore/AP
 

Lupe Valdez

Lupe Valdez arbejder som politimester i Dallas County i Texas. Hun stiller op som Demokraternes kandidat til guvernørposten i Texas, hvor hun skal op imod den siddende guvernør, republikanske Greg Abbott. Hvis texanerne vælger 71-årige Lupe Valdez som guvernør, så vil hun blive den første latinamerikanske og lesbiske guvernør i statens historie.

Lupe Valdes kan blive den første latinamerikanske og lesbiske kvinde, der kan kalde sig guvernør. Foto: Richard W. Rodriguez/AP
Lupe Valdes kan blive den første latinamerikanske og lesbiske kvinde, der kan kalde sig guvernør. Foto: Richard W. Rodriguez/AP
 

Deb Haaland

Skulle 57-årige Deb Haaland blive valgt ind i Repræsentanternes Hus for Demokraterne ved midtvejsvalget, så vil hun være den første indfødte amerikanske kvinde, der bliver valgt ind. To indfødte amerikanske mænd sidder i Repræsentanternes Hus for Republikanerne. Deb Haaland stiller op i et distrikt, hvor der typisk bliver stemt demokratisk, hvilket giver hende gode chancer for at komme ind i Kongressen.

Deb Haaland kan blive den første kvindelige indfødte amerikaner i Repræsentanternes Hus. Foto: Russell Contreras/AP
Deb Haaland kan blive den første kvindelige indfødte amerikaner i Repræsentanternes Hus. Foto: Russell Contreras/AP
 

Christine Hallquist

Christine er født David Hallquist i 1956, men i 2015 skiftede hun køn og blev til Christine. Den 62-årige kvinde stiller ved midtvejsvalget op som guvernør for Demokraterne i Vermont. Christine Hallquist stiller op imod den siddende republikanske guvernør Phil Scott, der har siddet på posten siden 2017. Om Christine Hallquist har en chance for at blive den første transkønnede guvernør i USA er uvist, da Vermont er en såkaldt svingstat, der siden 1960'erne skifter imellem Demokraterne og Republikanerne.

Christine Hallquist kan blive den første transkønnede guvernør. Foto: Wilson Ring/AP
Christine Hallquist kan blive den første transkønnede guvernør. Foto: Wilson Ring/AP

Følg Ekstra Bladets livedækning af midtvejsvalget her

123 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere