Højesteretskandidat: Trump-udtalelser er demoraliserende

Trumps dommerkritik er nedslående og demoraliserende, siger Neil Gorsuch, der er nomineret til højesteret.

Neil Gorsuch er præsident Donald Trumps valg til den ledige plads i USA's højesteret. (Foto: AP)
Neil Gorsuch er præsident Donald Trumps valg til den ledige plads i USA's højesteret. (Foto: AP)

Neil Gorsuch, der er præsident Donald Trumps valg til USA's højesteret, mener, at præsidentens angreb på amerikanske dommere og domstole er 'nedslående og demoraliserende'.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Gorsuch refererer blandt andet til, at præsidenten kaldte den føderale dommer i Seattle i delstaten Washington, James Robart, for en 'såkaldt dommer', da Robart 3. februar blokerede for Trumps indrejseforbud mod borgere fra syv lande.

- Han (Neil Gorsuch, red.) sagde meget specifikt, at de (udtalelserne, red.) var demoraliserende og nedslående. Det var den måde, han karakteriserede dem på, siger senator Richard Blumenthal ifølge CNN efter et møde med Gorsuch.

Det bekræftes af Neil Gorsuchs talsmand, Ron Bonjean.

49-årige Neil Gorsuch, der 31. januar blev nomineret til posten som den niende dommer i højesteret, anses for at være en konservativ intellektuel.

Han er kendt for sin støtte til religiøse rettigheder og læser den 230 år gamle amerikanske forfatning bogstaveligt og på datidens præmisser.

Onsdag skærpede Donald Trump sin kritik af det amerikanske retssystem yderligere.

- Domstolene forekommer at være meget politiske, sagde Donald Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters under et møde med politichefer i Washington.

Et panel med tre dommere lyttede tirsdag til argumenter fra regeringen om dens indrejseforbud ved en appeldomstol i San Francisco.

Appeldomstolen kunne dog ikke fælde nogen dom endnu, ligesom at justitsministeriets advokat, August Flentje, ikke svarede konkret på en række spørgsmål fra dommerne.

Da dommerne spurgte, om myndighederne har knyttet immigranter fra nogen af de syv lande, som indrejseforbuddet gælder for, til terrorisme, svarede advokaten blot, at USA's præsident har ret til at vurdere trusler mod nationens sikkerhed.

Ifølge appeldomstolen ventes der en afgørelse i sagen i løbet af denne uge.

Trump har anket James Robarts afgørelse om at suspendere et indrejseforbud, der er rettet mod syv landes borgere.

Det forbyder borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen at komme til USA i foreløbigt 90 dage.

108 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere