Højkommisær for menneskerettigheder: Boliger er ikke en handelsvare

FN-initiativet Shift, der bliver støttet af byer over hele verden, vil gøre det til en ret at have adgang til en rimelig bolig, der er til at betale

Adgang til en rimelig bolig skal være en rettighed, mener  Leilani Farha, der er FN's rapportør for retten til en bolig.
Foto: WG Film
Adgang til en rimelig bolig skal være en rettighed, mener Leilani Farha, der er FN's rapportør for retten til en bolig. Foto: WG Film

Ikke kun boliger i København bliver lige nu opkøbt af Blackstone. I Spanien har det stået på siden finanskrisen, og i Sverige er Blackstone den største ejer af lejeboliger.

Derfor har Leilani Farha, der er FN's rapportør for retten til en bolig, startet bevægelsen Shift, der på global plan skal gøre det til en menneskerettighed at have adgang til en rimelig bolig, der er til at betale.

På et møde i New York sidste år fik hun borgmestre fra hele verden, herunder Barcelona, Berlin og New York til skrive under på en hensigtserklæring og bakke op om bevægelsen.

 

Leilani Farha mener, at adgangen til rimelige boliger er et af verdens største problemer. Foto:WG Film
Leilani Farha mener, at adgangen til rimelige boliger er et af verdens største problemer. Foto:WG Film

- Retten til en rimelig bolig skal forstås sådan, at den skal være til at betale. Når Blackstone køber ejendomme i en by som København, ved vi med sikkerhed, at det er med til at hæve boligpriserne, ikke bare lidt, men meget. Pengene fra de høje huslejer sikrer deres milliardlån, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Ifølge hende bliver boliger lige nu brugt som en handelsvare i den finansielle sektor.

- I modsætning til guld er boliger ikke en handelsvare men en menneskerettighed. Det skal regeringer sørge for ved at sikre, at der er boliger til en rimelig pris.

Ifølge Leilani Farha er boliger nu verdens største handelsvare med en værdi på 163 billioner kroner. Det er tre gange større end verdens samlede brutonationalprodukt.

Ny film følger rejse
På lørdag er der verdenspremiere i København på dokumentarfilmen 'Push' af Frederik Gertten, der følger Leilani Farhas rejse rundt til forskellige steder, hvor Blackstone har opkøbt ejendomme. Mandag vil boligminister Ole Birk Olesen sammen med andre danske politikere og Malmøs borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh, se filmen og diskutere emnet.

Samtidig er der arrangeret en demonstration af beboere i Den Sønderjyske By, som netop er blevet opkøbt af Blackstone. Jette Løvdahl, der har arrangeret demonstrationen, siger:

- Vi gør det for at vise, at vi ikke giver op. Blackstone skal stoppes nu.

Jette Løvdahl til et beboermøde om salget til Blackstone. Foto:Mogens Flindt
Jette Løvdahl til et beboermøde om salget til Blackstone. Foto:Mogens Flindt

Lige netop demonstrationer og opmærksomhed er præcis det, som Lailani Fahra håber på med filmen.

- I Danmark og Sverige har I fået øjnene op for det ret hurtigt, men i andre steder som Spanien har Blackstone siden finanskrisen købt billige boliger. Så først og fremmest er det vigtigt, at der kommer opmærksomhed om det, så byerne begynder at skubbe tilbage, siger hun.

Hvilken konkret effekt Shift vil have på det københavnske lejemarked, kan Leilani Farha ikke sige, for det er op til lovgiverne. Men hvis f.eks. en borgmester skriver under på en hensigtserklæring, sender det et stærkt signal, mener hun.

- Det er vigtigt at have borgmestre med, for opkøb af boliger er et meget kritisk problem i byerne lige nu. Selvom folk ikke længere har råd til at bo i deres bolig, så skal de have en ret til at blive i deres hjem. Det er ikke, fordi de skal bo der gratis, men det skal ikke være muligt, at udlejer kan få folk til at flytte ud, siger hun.

Problemet med Blackstones opkøb er, at det ikke ser farligt eller slemt ud, fordi det bare er tomme boliger, mener Leilana Fahra. Foto:WG Film
Problemet med Blackstones opkøb er, at det ikke ser farligt eller slemt ud, fordi det bare er tomme boliger, mener Leilana Fahra. Foto:WG Film

Ekstra Bladet har ad flere veje forsøgt at få en kommentar fra Blackstone. Men heller ikke FN's rapportør har haft held med at få dem i tale.

- Jeg har forsøgt at mødes med Blackstone i over et år, men de har endnu ikke sagt ja. Jeg håber, at filmen vil provokere dem til en samtale om, hvor stor en indflydelse de har på borgere over hele verden.

Amsterdam har for nyligt indført et loft over priserne på nybyggede ejendomme og sat en stopper for private udlejninger af almene boliger. Berlin har også indført en lang række stramninger og desuden sat en stopper for udlejning via Airbnb.

Blackstones hovedkontor i New York. Foto: WG Film
Blackstones hovedkontor i New York. Foto: WG Film

Frank Jensen: Stop fuprenoveringer
Tirsdag var Københavns overborgmester, Frank Jensen, ude for at åbne et hjørne af Rådhuspladsen. I den forbindelse forsøgte Ekstra Bladet at få overborgmesterens syn på Blackstones opkøb i København.

Frank Jensen (S) besigtiger 'Bryggens Bastion' på Amager, hvor der bliver opført 1000 boliger. Foto: Jacob Ehrbahn
Frank Jensen (S) besigtiger 'Bryggens Bastion' på Amager, hvor der bliver opført 1000 boliger. Foto: Jacob Ehrbahn

Overborgmesteren slog fast, at han er stærkt optaget af at få stoppet Blackstones fuprenoveringer.

- Jeg er super glad for, at der er nedsat et hurtigt arbejdende udvalg under boligministeren, der skal komme med forsalg til, hvordan man kan stoppe den spekulation, der populært sagt er fup-renoveringer, og som fører til huslejestigninger. Det er jeg stærkt optaget af, at vi får stoppet, siger Frank Jensen.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Nina Hedeager Olsen, ærgrer sig over de begrænsede muligheder, som forvaltningen har over for fuprenoveringer.

- Jeg ved, at Blackstone ikke har nogen interesse i ejendommene på længere sigt, for de tager ikke i mod det store tilskud som kommunen giver til renoveringer af lejeboliger. For med det tilskud, skal de holde huslejen nede, og det er de altså ikke interesseret i, siger hun.

Nina Hedeager Olsen indvier den nye bro Alfred Nobels Bro, der forbinder Enghave Brygge på Vesterbro med Teglholmen i Sydhavnen. Foto: Emma Sejersen
Nina Hedeager Olsen indvier den nye bro Alfred Nobels Bro, der forbinder Enghave Brygge på Vesterbro med Teglholmen i Sydhavnen. Foto: Emma Sejersen

Hun er enig i, at det skal være en ret at have adgang til en bolig. Hun vil nu fremlægge det for Enhedslistens gruppe med henblik på at stille det som et forslag til kommunalbestyrelsen.  

- Blackstones opkøb er helt klart med til at presse dem med lave indkomster ud af byen, og derfor synes jeg bestemt, at hensigten er helt rigtig, siger hun.

Liste over byer, der har underskrevet hensigtserklæringen

Amsterdam

Asuncion

Bangangte

Barcelona

Beitunia

Berlin

Blantyre

Bologna

Buenos Aires

Cascais

Paris

Rennes

Rio Grande

San Antonio de Areco

Seoul

Taipei

Terrassa

Vienna

Zaragoza

Durban

Eyyubiye

Jakarta

Lisbon

Manneheim

Mexico City

Medellin

Montreal

Montevideo

New Taipei

14 kommentarer
Vis kommentarer