Holst holder fast: Spindoktor hængte ikke valgplakater op

Carl Holst afviser fortsat, at Christian Ingemann Nielsen hjalp ham med at føre valgkamp - han tog sig kun af regionsarbejdet

Ekstra Bladet sendte live tidligere. Få seneste nyt i sagen her

Så længe man bare holder styr på kalenderen og tager imod henvendelser fra pressen, bliver der ikke ført valgkamp.

Sådan lyder forklaringen fra forsvarsminister Carl Holst (V), som fortsat afviser, at hans nuværende særlige rådgiver, Christian Ingemann Nielsen, har ført valgkamp for ham på skatteborgernes regning.

Overfor TV2 News erkender Carl Holst, at han i flere tilfælde brugte Christian Ingemann Nielsen til at holde styr sin kalender og tage imod henvendelser fra pressen. Men valgkamp blev der ikke ført:

- Han har ført min kalender i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen. Han har ikke ført valgkamp i forhold til at være ude på gader og stræder, lave politiske notater og hænge plakater op i lygtepælene.

Carl Holst (foto: René Schütze) Dansk politik - 15. sep. 2015 - kl. 11:07 Skeletterne vælter ud af skabet: Flere belastende oplysninger om Holst-spindoktor

Tog sig af kalenderen
Flere medier afslørede tidligere i dag en række e-mails, som viser, at Christian Ingemann Nielsen tog sig af pressen og af Holsts kalender, imens han var opstillet til Folketinget. Men ifølge Carl Holst havde Ingemanns arbejde intet med valgkampen at gøre.

- Han har været en del af en ledelsesbetjening, som har taget mod en masse forespørgsler og været venlig at se, om det passede ind i min kalender, som var fyldt i forhold til mit virke som regionsrådsformand, siger Carl Holst til TV2 News.

Se også: Skattebetalt valgkamp: Ny mail belaster Holst

Mails fra DR Syd viser imidlertid, at Christian Ingemann Nielsen i flere tilfælde hjalp Carl Holst med at forberede sig til politiske valgdebatter i radioen. Det fremgår af flere mails mellem DR Syd og Christian Ingemann Nielsen op til debatudsendelsen, hvor Ingemann blandt andet spørger til emnerne.

Men Holst afviser fortsat:

- Han har ikke bistået mig i valgkampen i form af at føre valgkamp for mig. Han ar bistået mig til at løse mit erhverv som regionsrådsformand, herunder at tage imod opkald og passe min kalender. Han har ikke ført valgkamp for mig.

Se også: Ny mystik om Holsts spindoktor: Partifælle undrer sig

Valgkamp imod loven
Ifølge Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, er det et brud på reglerne, hvis Christian Ingemann Nielsen, som mailen fra DR Syd antyder, har taget sig af formen på konkrete valgmøder.

- Hvis det udelukkende drejer sig om at føre kalender, så er det ikke en overtrædelse af reglerne. Men de her eksempler viser, at der bliver korresponderet om konkrete valgmøder og formen herpå. Og det er imod loven, siger Steen Bønsing til TV2 News.

Han fortæller desuden, at det kun er Carl Holst, der kan holdes ansvarlig for den eventuelle lovovertrædelse.

42 kommentarer
Vis kommentarer