Hvem er brexits største skurk?

Hvad laver David Cameron egentlig nu, og er Theresa May historiens værste premierminister siden manden, som skabte mere ravage end at trykke hånd med Hitler? Læs britisk ekspert og professors gennemgang af en stribe af Storbritanniens katastrofe-politikere her

Theresa May blev premierminister, da David Cameron trådte tilbage. Det har ikke ligefrem været festligt. Foto: Carl Court/Getty Images
Theresa May blev premierminister, da David Cameron trådte tilbage. Det har ikke ligefrem været festligt. Foto: Carl Court/Getty Images

David Cameron mener at kunne sætte sig ind i det 'meget smertefulde øjeblik', som Theresa May for nylig gennemlevede, da hun meddelte sin afgang fra Downing Street oven på et forulykket og uskønt brexit-forløb.

Det har fået stribevis af briter til på de sociale medier at minde om, hvem de mener, den vaskeægte slyngel i brexitmareridet er.

Hvad laver han egentlig?
Den britiske klummeskribent Owen Jones skriver på Twitter, at Theresa May er den mest katastrofale premierminister i nyere tid, men David Cameron ligger på en tæt andenplads.

'Hvorfor interviewe denne platugle. Han har intet relevant eller interessant at sige og i alle tilfælde burde han for øjeblikket kravle rundt rundt i landet, ringe med en klokke og lejlighedsvis slå sig selv i ansigtet som en eller anden form for straf', skriver forfatteren Lissa Evans på samme sociale netmødested.

Kritikken fortsætter i en lind strøm i mere eller mindre grove vendinger.

Britiske medier interesserer sig også for manden, som i 2015 udskrev folkeafstemning om Storbritanniens tilhørsforhold til EU.

'Så hvad laver David Cameron egentlig nu?', spørger The Guardian i en artikel om folkets vrede, hvor avisen blandt andet nævner, at han har haft travlt med en familieferie til Costa Rica på et resort til godt 14.000 kroner pr. nat. Dertil kommer erhvervelsen af flere boliger, hvor han blandt andet har haft travlt med at skrive sine erindringer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Theresa May blev premierminister, da David Cameron trådte tilbage. Det har ikke ligefrem været festligt. Foto: Carl Court/Getty Images
Theresa May blev premierminister, da David Cameron trådte tilbage. Det har ikke ligefrem været festligt. Foto: Carl Court/Getty Images
 

Alle er vrede
Men hvem er så den største katastrofe af de to premierministre, og hvem af dem er den britiske befolkning mest vred på?

- Mere eller mindre alle er vrede. De er vrede over forskellige ting. Hvis vi begynder med David Cameron, så er EU-tilhængerne vrede på ham alene for at have udskrevet folkeafstemningen og have udløst den heraf følgende kampagne. De er vrede for, at han åbnede døren og muligheden for det, der sker nu, siger Edward Ashbee, der er ekspert i britisk politik og professor på CBS, til Ekstra Bladet.

- Samtidig har han ikke rigtig nogen opbakning fra EU-modstanderne, for selvom det lykkedes ham at gøre en folkeafstemning mulig, førte han jo kampagne for, at Storbritannien skulle blive i EU. Så modstanderne har ikke den store fidus til ham heller.

Den britiske miljøminister indrømmer brug af kokain. Foto: Ritzau Scanpix Politik - 8. jun. 2019 - kl. 19:57 Toppolitiker indrømmer: Jeg har taget kokain

Forærede land til Hitler
Ifølge Edward Ashbee ser tilhængerne og modstanderne dermed Theresa May i samme lys.

- Tilhængerne kritiserer hende, fordi hun har arbejdet for brexit. Samtidig ser nogle modstandere hende som historiens værste premierminister siden Neville Chamberlain i 1930'erne, fordi de mener, hun igen og igen har tilgodeset EU.

Den konservative Chamberlain var landets premierminister fra 1937 til 1940 og betragtes som en af Storbritanniens mest kontroversielle politikere i det 20. århundrede på grund af den såkaldte appeasement-politik (eftergivelsespolitik, red.), som han førte over for Adolf Hitler i årene frem mod Anden Verdenskrig.

Artiklen fortsætter under billedet...

Neville Chamberlain trykker Adolf Hiterls hånd. Heller ikke det gjorde ham synderligt populær. Foto: AP
Neville Chamberlain trykker Adolf Hiterls hånd. Heller ikke det gjorde ham synderligt populær. Foto: AP
 

I 1938 underskrev han München-aftalen og lod dermed Hitler overtage Sudeterlandet (det område i det tidligere Tjekkoslovakiet, hvor der hovedsageligt blev talt tysk og levet efter tysk tradition, red.) og senere hele Tjekkoslovakiet uden indgriben.

Erindringer bliver bestseller
Edward Ashbee vurderer, at det er for tidligt at sige, om Theresa May eller David Cameron vil indtage pladsen i historiebøgerne som den største katastrofe.

- David Cameron har formentlig ikke gjort sig selv mange tjenester. Han har truffet en beslutning om at være meget stille om politik, efter at han forlod Downing Street. Det følger dog i høj grad traditionen for konservative premierministre med få undtagelser, siger Edward Ashbee, som fremhæver Margaret Thatcher, som efter sin afgang blev ved med at fortælle alle, som gad lytte, hvad hendes efterfølge John Major burde og ikke burde gøre.

Artiklen fortsætter under billedet...

David Cameron i højt humør til en Wilderness Festival. Foto: Privat
David Cameron i højt humør til en Wilderness Festival. Foto: Privat
 

Noget, som ifølge Ashbee kan blive afgørende for Camerons eftermæle, er hans erindringer, som er planlagt til at udkomme i efteråret.

- Der kan være gemt nogle sensationelle dele til historien, som måske også af kommercielle årsager er blevet holdt tilbage for offentligheden, siger Ashbee, som ikke er i tvivl om, at bogen bliver en storsællert.

- Uanset hvor kedelig hans bog måtte være, vil den være interessant og vil appellere til en bred læserskare. Og David Cameron har på sin vis betalt regningen for det drama, vi ser nu, for han banede vejen derhen imod.

- Er det patetisk, at han går ud over udtrykker sin medfølelse for Theresa May i det øjeblik, hun forlader det, som nogen kalder den synkende skude?

- Det er også en måde at formulere det på. Han valgte sine ord med omhu, og man må give ham, at han i særdeleshed på et personligt niveau må kende til, hvordan det er at måtte forlade premierministersædet før tid. Der var en hel del sympati og en grad af identifikation i hans udtalelse. Og det gælder i øvrigt alle konservative, uanset hvor meget de har imod Theresa May, at de personligt har udtrykt sympati. For eksempel Boris Johnson og Jeremy Hunt. Det er også den høflige ting at gøre på det givne tidspunkt, uanset hvor meget de har sloges med hende og desperat nu ønsker hendes job.

Det konservative parlamentsmedlem Cheryl Gillian afslører de ti kandidater, der vil overtage efter Theresa May. Foto: Politik - 10. jun. 2019 - kl. 19:59 Ti kandidater kæmper om at afløse Theresa May

Hasardspil straffes
Ashbee afstår fra at måle én premierminister som større katastrofe end andre.

- Storbritannien har en historie med en stribe temmelig katastrofale premierministre. Udover Neville Chamberlain kunne jeg nævne Anthony Eden, som var premierminister under Suez-krisen i 1956 og førte Storbritannien ind i et katastrofalt militæreventyr, som satte en kile mellem Storbritannien og USA.

- Og hvor passer Theresa May ind i alt det - hun blev ligesom Anthony Eden jaget ud af kontoret før tid - længe før det tidspunkt, hun selv ville være gået. Og gør vi succes og fiasko op i forhold til, hvor længe du har tjent embedet i forhold til planen, så har Theresa May klart været en fiasko.

- Og Cameron?

- David Cameron spillede højt spil, som mislykkedes. Historien er ikke barmhjertig over for politikere, der spiller hasard. Det vil altid blive husket som en katastrofe.

1 af 3 Neville Chamberlain trykker Adolf Hiterls hånd. Heller ikke det gjorde ham synderligt populær. Foto: AP
2 af 3 David Cameron i højt humør til en Wilderness Festival. Foto: Privat
3 af 3 Theresa May blev premierminister, da David Cameron trådte tilbage. Det har ikke ligefrem været festligt. Foto: Carl Court/Getty Images
57 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere