Indien lukker ned for at bremse coronavirus

Indere begyndte at hamstre dagligvarer minutter efter Modis udmelding om total nedlukning af landet

Folk står i kø uden for en dagligvarebutik i millionbyen Mumbai. Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix
Folk står i kø uden for en dagligvarebutik i millionbyen Mumbai. Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix

Indien vil fra midnat natten til onsdag være lukket fuldstændig ned for at bremse spredningen af coronavirus.

Det siger premierminister Narendra Modi i en tv-tale tirsdag.

- Der vil være et totalt forbud mod at bevæge sig uden for sit hjem, siger han ifølge Reuters.

Der bor over 1,3 milliarder mennesker i Indien. Læger og forskere har advaret om, at over en million indere kan være smittet af coronavirus inden midten af maj.

- Den eneste måde at redde os selv fra coronavirus er, ved at vi ikke forlader vores hjem, og uanset hvad der sker, så bliver vi i vores hjem, siger Modi i tv-talen ifølge Reuters.

Indiske sundhedseksperter siger, at smitten med virus allerede har bevæget sig fra nogle af Indiens store byer ud til mindre byer i landet.

- Indien er i dag på et sådant stade, hvor vores handlinger nu vil afgøre vores evne til at reducere kraften fra denne katastrofe, føjer Modi til i sin tale.

Over 377.000 mennesker er verden over blevet registreret som smittet med coronavirus. Ifølge Reuters seneste opgørelse er virussen skyld i, at 16.250 personer er døde.

Ifølge nyhedsbureauet AFP begyndte indere flere steder at hamstre dagligvarer minutter efter Modis udmelding.

I hovedstaden New Delhi løb nogle folk i pyjamas mod nærliggende butikker på trods af voldsomme regnskyl, og i millionbyen og det finansielle centrum Mumbai stod folk med masker i lange køer uden for dagligvarebutikker og apoteker.

I Ghaziabad, der ligger i Indiens mest folkerige delstat Uttar Pradesh, gik politiet på gaderne med megafoner for at bede folk blive inde.

Indien har indtil de seneste dage ikke haft mange kendte tilfælde af Covid-19 sammenlignet med mange andre lande.

Men tallet er over kort tid steget hastigt til 519 bekræftede smittetilfælde og ti dødsfald, skriver AFP.

Flere delstater og territorier har allerede på egen hånd indført tiltag som grænselukning og indskrænkninger af bevægelsesfriheden.

1 af 2 En cyklist i New Delhi kører gennem en afspærring på den mennesketomme boulevard Rajpath, der fører op til præsidentpaladset. Hele Indien lukker ned ved midnat på grund af coronavirus. Foto: Jewel Samad/Ritzau Scanpix
2 af 2 Folk står i kø uden for en dagligvarebutik i millionbyen Mumbai. Foto: Indranil Mukherjee/Ritzau Scanpix
51 kommentarer
Vis kommentarer