Indien presser på for udlevering af Niels Holck

Da Indiens udenrigsminister var på besøg i Danmark i starten af september, blev gammelt stridspunkt taget op

(Arkiv) Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver i et svar til Folketinget, at Indien skyndede på en udlevering af Niels Holck, da landets udenrigsminister besøgte Danmark i starten af september. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
(Arkiv) Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver i et svar til Folketinget, at Indien skyndede på en udlevering af Niels Holck, da landets udenrigsminister besøgte Danmark i starten af september. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Følg Politik

Selv om temaet for den indiske udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, var udvikling af bæredygtig teknologi, blev den omstridte udleveringssag om Niels Holck taget op af den indiske delegation.

Det viser et folketingssvar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Niels Holck var i 1995 med til at levere våben til en oprørsgruppe i Vestbengalen i det nordøstlige Indien. Indien har i årtier ønsket ham udleveret, men det er ikke sket.

- På mit møde med den indiske udenrigsminister i forbindelse med dennes officielle besøg i Danmark den 4. til 5. september 2021 bragte man fra indisk side udleveringssagen op og udtrykte håb om fremdrift i det separate juridiske spor, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i folketingssvaret.

Peter Skaarup siger, at han har fokus på sagen, fordi den er løbet i så mange år.

- Skiftende regeringer har svigtet i denne her sag og har ikke fundet løsninger. Nu må regeringen op på lakridserne, så Niels Holck kan tage sin straf under ordnede forhold, siger han.

Netop Niels Holck har været et stort stridspunkt mellem Danmark og Indien. I 2011 satte Østre Landsret foden ned og afviste, at Danmark kan udlevere ham til Indien.

Det skete på grund af tilstanden i de indiske fængsler og det faktum, at landet ikke har underskrevet FN's konvention mod tortur. Den afgørelse førte til en større diplomatisk krise mellem Danmark og Indien.

I 2018 begyndte dog forhandlinger mellem Danmark og Indien, der skulle gøre det muligt at udlevere Niels Holck. Og Politiken kunne fortælle, at indiske myndigheder havde været til møde i Danmark om sagen.

Og i 2020 skrev Jyllands-Posten, at arbejdet fortsatte. Ifølge avisen overvejede man, om Niels Holck kunne placeres i et særligt 'safe-house' i Indien, hvor man kan garantere humane forhold.

Historien kom frem lige som, at Danmark annoncerede et grønt, strategisk partnerskab med Indien. Derfor blev der spekuleret i, om Danmark var i gang med at strække sig langt for at udlevere Niels Holck for at sikre handel med Indien.

I folketingssvaret skriver Jeppe Kofod, at sagen bliver behandlet af de relevante myndigheder.

- Jeg oplyste på mødet over for den indiske udenrigsminister, at sagen er under behandling hos Rigsadvokaten, og at der pågår en dialog med relevante indiske myndigheder, skriver udenrigsministeren.

Peter Skaarup forstår Indiens frustration.

- Vil ville også være frustrerede, hvis det var en inder, der havde ageret sådan på dansk grund.

- Så vi vil opfordre regeringen til at finde en hurtig løsning og så beklage forløbet om hele denne her misere, siger Peter Skaarup.

LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Hun undskyldte kun oprigtigt, da hun hostede

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind