Et af Mette Frederiksen-regeringens store socialdemokratiske slagnumre giver nu voldsomt bagslag i statsministerens eget bagland.
På stribe kaster socialdemokratiske borgmestre sig over Mette Frederiksen og co.s udligningsreform, hvor rige kommuner skal aflevere penge til fattige.
Men regnestykket er skævt og uigennemsigtigt, mener Lejre Kommunes borgmester, Carsten Rasmussen (S), som skal af med 29 mio. kr. ifølge regeringens udspil.
- Hvis vi skal have en seriøs debat, om det er ret og rimeligt, så er man nødt til at vide, hvordan man er kommet frem til de tal, siger Carsten Rasmussen til Ekstra Bladet.
Må hæve skatten
Hvis Lejres borgere skal betale hele gildet til andre kommuner, så koster det en halv procent oven i kommuneskatten, forklarer borgmesteren.
- Og da vi i forvejen er en kommune, der er presset, synes jeg ikke, at det hænger sammen, siger Carsten Rasmussen.
Faktisk er skatteprocenten i Lejre allerede højere end i Kalundborg, som Mette Frederiksen mener skal have flere penge.
Artiklen fortsætter under kortet ...
Mister mange penge
I Hillerød smiler S-borgmesteren, Kirsten Jensen, heller ikke. Her skal kommunen betale 33,5 mio. kr. til fattigere kommuner, og det uden at se hele regnestykket, forklarer borgmesteren.
- Vi har ikke haft adgang til de tal, der ligger bag udregningerne. Der er mange ting, som vi ikke har kunnet se endnu, og hvorfor det er, at vi står til at miste så mange penge, siger Kirsten Jensen, som ikke havde regnet med at skulle af med så mange millioner.
- Det er et tal, der kommer til at gøre ondt på Hillerød Kommune, vurderer hun.
Rasende borgmester truer med at skride
Truer med afgang
De sure S-borgmestre står frem i kølvandet på den socialdemokratiske borgmester i Hjørring, Arne Boelt. Han truer direkte med ikke at genopstille, hvis regeringens udspil bliver en realitet.
- Jeg gider sgu da ikke det her længere. Så de skal nok få fred for mig. At man kan stå på mål for sådan noget her, det fatter jeg simpelthen ikke, siger Arne Boelt til Fyens Stiftstidende.
Hjørring Kommune står ellers til at hive en gevinst på 15,6 millioner kroner på udspillet, men det beløb skuffer Arne Boelt.
- Jeg begynder jo at være ramt af modløshed, fordi der bliver talt nogle forventninger op på Christiansborg, der gør, at mine borgere ikke vil høre på mine, fortæller Arne Boelt til Fyens Stiftstidende.
Indtil videre er syv utilfredse S-borgmestre stået frem med kritik af Mette Frederiksens udspil til en udligningsreform.
S: Vi vinder ikke popularitetskonkurrence
I Socialdemokratiet anerkender finansordfører Christian Rabjerg Madsen, at udligningsreformen er en svær sag at blive populær på.
- De senere dages debat viser, at når man skal lave en udligningsreform mellem kommunerne, så vinder man ikke nogen popularitetskonkurrence. Det havde vi heller ikke forventet, siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen.
- Reformen sikrer, at vi har et Danmark i bedre økonomisk balance ved at bede nogle kommuner, som har gode økonomiske forhold, til at bidrage lidt mere, så vi har flere penge til kommuner, som er udfordret af tunge socialsager, mange ældre og en mislykket integration.
- Man skal vel se hele regnestykket og ikke bare facit, hvis man vil have en reel debat om mere lighed?
- Derfor har vi også lagt alle oplysninger frem for borgmestrene nu.
- Dem, vi har talt med, mener ikke, at de har fået alle de oplysninger, som de efterspørger.
- Det er jo på Christiansborg, hvor vi forhandler det her, og der har vi tidligere lagt alt frem. Og i går lagde vi tallene frem for borgmestrene.
- Vi har lige talt med dem, og de er ikke tilfredse.
- Det må stå for deres egen regning. Vi har nu lagt alle tal frem, så borgmestrene kan se, hvad der er inde i maven på den udligningsreform, som skal sikre et Danmark i bedre balance.