Irakere strandet: Trumps indrejseforbud rammer hurtigt

Flere irakere er blevet nægtet at flyve til USA efter nyt Trump-dekret - andre er tilbageholdt efter ankomsten

her underskriver Trump det nye dekret. Video: AP

TIP OS: Bliver du ramt af indrejseforbuddet? Fortæl din historie i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Den amerikanske regerings beslutning om at gøre det sværere for flygtninge og rejsende fra syv lande at komme ind i USA, har allerede fået konsekvenser for en række personer.

Fem irakere og en statsborger fra Yemen er lørdag blevet nægtet at komme om bord på et fly fra Kairo i Egypten til New York i USA, selv om de på forhånd havde sikret sig visum

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og henviser til kilder i lufthavnen i Egyptens hovedstad.

'Jeg vil ikke have dem her'
De fem irakere var i transit i Kairo, men blev stoppet på deres vej til USA-flyet. I stedet blev de henvist til fly, der fløj tilbage til Irak.

Afvisningen sker ganske kort tid efter, at USA's præsident, Donald Trump, fredag underskrev et dekret, der forhindrer nye visumudstedelser til personer fra syv konkrete lande, heriblandt Irak og Yemen.

Se også: It-giganter er oprørte over Trumps politik

Beslutningen er en del af en række stramninger i USA's udlændingepolitik. Formålet er ifølge Trump at holde 'radikale, islamistiske terrorister' ude af landet.

- Jeg etablerer ny godkendelses-procedurer for at holde radikale, islamistiske terrorister ude af USA. Jeg vil ikke have dem her, sagde den amerikanske præsident fredag.

- Vi vil kun give adgang til vores land for dem, der vil støtte vores land og som elsker vores folk, tilføjede Donald Trump.

Gælder foreløbigt 90 dage
De seks personer, der nu ikke kan komme til USA fra Egypten, er de første kendte tilfælde af personer, der angiveligt bliver ramt af stramningerne.

Men også personer, der befandt sig i et fly på vej til USA, da Donald Trump underskrev dekretet, er blevet nægtet indrejsetilladelse i USA.

Avisen The New York Times skriver, at to irakere, der er blevet tilbageholdt i JFK-lufthavnen i New York lørdag, gennem deres advokater har anlagt sag mod USA for ulovlig frihedsberøvelse.

Se også: Berlins borgmester advarer Trump mod at bygge grænsemur

Den ene af de tilbageholdte har ifølge avisen arbejdet på vegne af USA's regering i Bagdad i ti år.

Frem til en række strammere regler er på plads, vil der ikke blive udstedt visum til borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Det skal angiveligt gælde i foreløbig 90 dage, skriver amerikanske medier.

Diskriminere muslimer
De 90 dage skal give Trump-administrationen tid til at opsætte nye og stramme screening-procedurer over for flygtninge, immigranter og turister.

Langt fra alle er dog vilde med de nye regler.

- Præsident Trump har maskeret et diskriminerende forbud mod personer fra muslimske lande som en slag for nationens sikkerhed, siger eksempelvis Greg Chen fra American Immigration Lawyers Association.

Heller ikke Facebook-stifter Mark Zuckerberg klapper i hænderne.

'Vi er en nation af immigranter, og det gavner os alle, når de bedste og klogeste fra hele verden kan leve, arbejde og bidrage her,' skriver IT-milliardæren på sit eget medie.

FN fordømte her til morgen indrejseforbuddet.

Se også: Trump inviteret på statsbesøg af Dronning Elizabeth

TIP OS: Bliver du ramt af indrejseforbuddet? Fortæl din historie i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

513 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere