Iraks premierminister trækker sig

Iraks premierminister oplyser, at han trækker sig for at give plads til ny regering, skriver Reuters

Iraks premierminister, Adel Abdel-Mahdi, siger, at han vil trække sig fra posten, så parlamentet kan vælge en ny regering.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at den højtstående shiitiske Ayatollah Ali al-Sistani fredag efterlyste en ny ledelse i det uroplagede land.

- Som reaktion på denne opfordring og for at facilitere det hurtigst muligt vil jeg aflevere en anmodning om, at parlamentet accepterer min tilbagetrækning fra ledelsen i den nuværende regering, skriver Abdel-Mahdi i en meddelelse.

Irak har i mange uger været ramt af voldsomme demonstrationer rettet mod den siddende regering.

Urolighederne har kostet flere hundrede mennesker livet, siden de brød ud i begyndelsen oktober.

Især unge irakere har været på gaden i hovedstaden Bagdad og det sydlige Irak. Her har de protesteret mod korruption, mangel på arbejde og dårlig adgang til basale ydelser som vand og el.

Iraks regering har under voldsomt pres lovet omfattende reformer i et forsøg på at dulme vreden i befolkningen.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere