Ironisk Jens Rohde-opdatering kører helt af sporet: 'Løgner og bedrager'

Et forsøg på sarkasme og derigennem en kritik af udlændingedebatten løb løbsk for V-politikeren Jens Rohde, da han tidligere i dag lavede en Facebook-opdatering

Rohde forstår ikke selv, at man kan misforstå hans opdatering. (Foto: Polfoto)
Rohde forstår ikke selv, at man kan misforstå hans opdatering. (Foto: Polfoto)

En ironisk Facebook-opdatering fra Jens Rohde (V) omkring den danske udlændingedebat har skabt vild debat på det sociale medie.

Men budskabet - der faktisk kan tolkes som en skjult kritik af hans eget parti - er blevet væsentligt misforstået af flere brugere, hvorfor flere slagter hans opdatering.

Opdateringen er et billede, der viser to syriske mænd på vej ud af en brændende ruin med børn i favnen. Til billedet har han skrevet : 'Her er to syriske mænd i gang med at planlægge, hvor de kan få den bedste kontanthjælp i Europa'.

- Det er alvorstung sarkasme og ikke et forsøg på at være morsom, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.

Opdateringen har i skrivende stund fået omkring 10.000 likes og 1000 kommentarer.

Men flere har tilsyneladende ikke forstået budskabet, hvorfor Jens Rohde, der til daglig sidder i Europaparlamentet, blandt andet bliver kaldt en 'løgner og bedrager', 'tarvelig' 'uden for rækkevidde', og det der er værre.

- Jeg er dybt overrasket over, at så mange danskere ikke fatter pointen. Jeg synes ikke, at den er til at misforstå. Jeg kan slet ikke forstå, at den kan misforstås, hvis man er dansker. Jeg kan godt forstå, hvis nogle udlændinge ikke forstår det, fordi de måske ikke er vant til den danske ironi, og så skylder jeg også at give et svar.

Jens Rohde har fulgt Støjberg på tæt hold gennem karrieren. (Foto: Anders Brohus) Dansk politik Rohde var kærester med Støjberg: En vild transformation

Hvis Inger Støjbergs udmeldinger er i overensstemmelse med Venstres, kan man lige så godt melde sig ind i DF, lyder meldingen fra en utilfreds Jens Rohde (Foto: Anders Brohus) Dansk politik Rohde i vildt angreb på Støjberg: Hun forpester kommunikationen

Derfor er han gået i gang med at svare flere af de negative kommentarer.

- Stikpille til os alle

Han fortæller, at han så billedet på en af sine venners profiler og blev stærkt påvirket af det. Derfor lagde han det selv op.

- Jeg synes, at der er behov for at sætte nogle ting på spidsen for at nuancere debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark. Det er ikke noget nyt, siger han og tilføjer:

Dansk politik Rohde angriber V: Vi bør tage flere flygtninge

- Jeg har haft et ønske om, at mit eget parti har en lidt anden tilgang til de mennesker, der ikke har dansk pas.

- Så det er en stikpille til dit eget parti?

- Det er en stikpille til os alle sammen. Debatten er efter min mening kørt af sporet. Der er en kontekst om, at alle der kommer - de stjæler, nasser og får kontanthjælp, siger han.

- Det er vel også en kritik af dit eget parti?

- Hvis man føler sig ramt af opdateringen, så er det jo en ren tilståelsessag. Jeg skriver ikke noget om Venstre eller Dansk Folkeparti.

145 kommentarer
Vis kommentarer