Iskold stemning før møde: - De forsøger at nedgøre hinanden

Onsdag mødes Vladimir Putin og Joe Biden i Schweiz, men deres elendige indbyrdes forhold vil ikke gøre chancerne for et gennembrud specielt store, vurderer ekspert

Iskold stemning før møde: - De forsøger at nedgøre hinanden

Joe Biden taler om sit forestående møde med Putin på et pressemøde i NATO.

Der er ikke lagt op til fredelig forsoning mellem Joe Biden og Vladimir Putin, når de klokken 13 sidder over for hinanden ansigt til ansigt.

USA og Ruslands præsidenter mødes nemlig onsdag for første gang, siden Biden tiltrådte som præsident i januar.

Mens forholdet mellem USA's tidligere præsident Donald Trump og Putin var godt, står det anderledes horribelt til mellem Biden og Putin. Især efter Biden i marts til CNN kaldte Putin for en gedigen 'morder uden sjæl'. Noget Putin ikke har glemt, mener ekspert.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Putin og Biden mødes på det luksuriøse slot Villa de Grange i den schweiziske by Genève. Foto: Peter Klaunzer/Ritzau Scanpix
Putin og Biden mødes på det luksuriøse slot Villa de Grange i den schweiziske by Genève. Foto: Peter Klaunzer/Ritzau Scanpix

Ingen kærlighed
Inden mødet i Genève tegner der sig også et billede af store uenigheder mellem de to præsidenter, og forventningerne til et gennembrud af nogen slags er derfor lave. Det vurderer ruslandsekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel Hansen:

- Jeg tror ikke på det. Det er selvfølgelig muligt, at de begge vælger at sige, at man nu har nået bunden og skal kravle op derfra sammen, men jeg synes, at de begge har kridtet banen hårdt op allerede. De har begge gjort det klart, at de ikke kan lide hinanden.

Netop det iskolde forhold mellem de præsidenter vil få en underliggende betydning for udfaldet af mødet, mener han.

- De er trods alt professionelle, men det vil ligge der som en del af samtalen. Putin var jo eksempelvis ude forleden og rose Trump. Det gør han jo for at stikke til Biden ved at sige, at han er en amatør. På den måde kører der et spil mellem de to, hvor de forsøger at nedgøre hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den amerikanske præsident, Joe Biden, træder ud af flyet Air Force One i en lufthavn i Schweiz forud for et møde med Ruslands præsident onsdag. Foto: Denis Balibouse/Reuters
Den amerikanske præsident, Joe Biden, træder ud af flyet Air Force One i en lufthavn i Schweiz forud for et møde med Ruslands præsident onsdag. Foto: Denis Balibouse/Reuters

Store stridsemner
Amerikanske og russiske topembedsfolk har udtalt, at de ikke forventer de store gennembrud ved onsdagens møde mellem præsidenterne for verdens to største atommagter.

Dermed forbliver de to stormagter i strid om dagens formodede diskussionsemner, som vil være alt fra våbenhvile og cyberkrig til valgindblanding og Ukraine, lyder analyse fra Flemming Splidsboel Hansen over for Ekstra Bladet.

Forholdet mellem USA og Rusland er blevet markant værre de seneste år. Det skyldes blandt andet Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014 og intervention i Syrien i 2015 samt amerikanske anklager om indblanding i landets præsidentvalg i 2016.

Situationen er ikke blevet bedre af, at Biden i marts kaldte Putin for en 'morder', hvilket fik Rusland til at tilbagekalde sin ambassadør i Washington, D.C. I april tilbagekaldte USA så sin ambassadør i Rusland. Ingen af dem er siden vendt tilbage.