Italiens ledere er i nervekrig om ny finansminister

Nyt møde hos præsidenten i Rom om personerne i landets næste regering. Der er uenighed om finansministeren.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, har indkaldt den kommende premierminister, Giuseppe Conte, til et nyt møde søndag aften for endnu engang at drøfte, hvem der skal sidde på ministerposterne i Italiens næste regering.

Conte, en juraprofessor, der ikke har politisk erfaring, er valgt som kommende premierminister af de to meget forskellige partier Lega fra højrefløjen og Femstjernebevægelsen, der er blevet største parti i parlamentet på et program om at lue ud i korruption og levebrødspolitikere.

I øjeblikket er Conte og partierne ved at finde en ministerliste, og de har valgt den euroskeptiske økonom Paolo Savona som finansminister.

Men præsident Mattarella er imod Savona på den vigtige post. Den besked fik Cointe, da han var hos præsidenten i fredags.

Lørdag valgte de to partier imidlertid at fastholde deres støtte til deres valg af finansminister.

Det er en besked, som Conte har med til søndagens møde klokken 19. Hvis præsidenten fastholder sin modstand mod Savona, kan det betyde, at italienerne atter skal til valg i løbet af året, skriver Reuters.

Ved valget den 4. marts sammensatte vælgerne et parlament, som har haft meget svært ved at finde en levedygtig regering.

Den afgående finansminister, Pier Carlo Padoan, siger søndag, at problemet ikke så meget er Savona, som det er koalitionspartnernes regeringsprogram.

Partierne er imod euroen. Italien har i forvejen en stor gæld, og følger partierne deres program om at sænke skatten, hæve pensionsalderen og indføre noget, der ligner borgerløn, kan det øge gælden, hvilket landene i eurozonen er meget bekymret for.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere