Italiens PD og Femstjernebevægelsen går i koalition

Nyhedsbureauet AFP: Femstjernebevægelsen og Det Demokratisk Parti er enige om at danne regering i Italien

Italiens venstreorienterede Femstjernebevægelse siger, at den har indgået aftale om en ny regering med Det Demokratiske Parti (PD).

Lederen af Femstjernebevægelsen, Luigi Di Maio, har bedt præsidenten om at give den fungerende premierminister, Giuseppe Conte, mandat til at danne en ny regering.

President Sergio Mattarella havde adskillige møder onsdag med de ledende partier, da der pludselig var udsigt til, at Femstjernebevægelsen og det socialdemokratiske PD kunne overvinde langvarige stridigheder og arbejde sammen.

Møder i præsidentens palads fra 1500-tallet i Rom var kulminationen på det, som italienske aviser har kaldt "den mest skøre krise nogensinde".

Den tidligere regeringskoalition, der bestod af Femstjernebevægelsen og Lega under ledelse af Matteo Salvini, brød sammen, da Salvini ønskede et valg.

Salvini trak sig ud af koalitionen i forventning om at blive politisk styrket ved et hurtigt valg, da hans parti stod til markant fremgang.

Men hans manøvre slog fejl, da Conte afviste at gå af øjeblikkeligt.

Conte, som er en akademiker, der anses for at være tæt på Femstjernebevægelsen, fik ved at blive på sin post vundet tid og skabte plads for forhandlinger og forsoning mellem Femstjernebevægelsen og PD, hvilket længe havde virket umuligt.

Udsigten til en ny regering under ledelse af Conte har fået kurserne til at gå op på finansmarkederne, som tror på, at italienerne nu får en regering, som vil undgå konfrontationer med EU.

Lega er stærkt euroskeptisk og havde lagt op til en økonomisk politik, som kunne have forværret Italiens gældsproblemer.

Italiens ledere er under pres for at handle hurtigt med at få vedtaget et nationalt budget. Økonomiske iagttagere advarer om, at der skal handles hurtigt for at undgå en forværring af landets økonomiske krise.

Tidligere premierminister Silvio Berlusconi, som leder centrum-højre bevægelsen Forza Italia, kalder den nye koalition for "farlig" og "politisk forkert".

Hvis de to partier ikke får sikret sig et solidt flertal ventes præsidenten at udskrive valg i november.

Hvis det sker, vil Matteo Salvini og hans Lega blive styrket.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere