Italiensk sundhedsminister: Gør alt hvad I kan nu

Regeringen lukker store dele af Danmark i en række vidtgående tiltag for at inddæmme smitten af coronavirus

Blandt andet skoler og institutioner lukkes ned i to uger - og mange flere opfordres af statsministeren til at gøre det samme. Hør mere her. Video: Ritzau Scanpix.

Den danske sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), blev onsdag advaret af sin italienske kollega, Roberto Speranza, der døjer med, at Italien er slemt ramt af virusudbruddet.

Han opfordrer Danmark og andre europæiske lande til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at inddæmme spredning af coronavirus.

Italien er det land i Europa, der er værst ramt af smitte. Danmark er det land i Europa, hvor smitten stiger hastigst. Onsdag deltog en række europæiske sundhedsministre i en videokonference, hvor den italienske tog ordet.

- Han sagde; 'gør alt hvad I kan nu for ikke at ende i en situation, som vi har i Norditalien, og som nu breder sig til andre regioner i Italien', refererede Magnus Heunicke onsdag aften på et pressemøde i Statsministeriet.

514 er bekræftet smittede med coronavirus i Danmark, men der er et betydeligt mørketal, hvorfor regeringen onsdag aften præsenterede en række meget vidtgående tiltag.

Uddannelsesinstitutioner, offentlige folkeskoler, daginstitutioner, kulturinstitutioner og andet lukkes ned. Offentlige medarbejdere sendes så vidt muligt hjem, og private arbejdsgivere opfordres til at sende ansatte hjem. Det er blot en del af de mange tiltag.

Ti er i øjeblikket indlagt i Danmark med coronavirus, hvoraf to er indlagt på intensivafdeling.

- Tallet er steget på en måde de seneste dage, så Danmark nu indtager pladsen som det land i Europa, hvor vi har set den mest dramatiske stigning i antallet af smittede.

- Vi er ved foden af epidemien, coronavirus er sået i vores samfund. Det, vi gør nu, er helt afgørende for udviklingen de kommende uger og måneder, sagde Magnus Heunicke.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kalder det en pandemi, altså en global epidemi.

Regeringen handler, som den gør, for at fordele antallet af smittede mere jævnt, så hospitaler bedre kan håndtere den store byrde, der ventes at blive.

- Det er helt afgørende, at vi skubber smitten, så vi når over i det grønne scenarie. De foranstaltninger vi indfører fra myndighedernes side, og som hver eneste dansker indfører i eget liv, kan gøre, at vi kommer over i det grønne scenarie.

- Det vil stadig lægge pres på sundhedsvæsenet og være en alvorlig situation, men gør vi det her, kan vi undgå det, vi ser i det italienske sundhedsvæsen. Vi har i Danmark en sundhedskrise, det er os selv, der afgør, hvordan vi kommer igennem den, sagde Magnus Heunicke.

26 kommentarer
Vis kommentarer