- Jeg forstår ikke I gider spørge

Erna Solbergs dage som statsminister tegner til at være talte. Hun ønsker ikke at forholde sig til sin fremtid

Den norske statsminister har afgivet sin stemme, men flertallet ventes ikke at have sat kryds ved det samme parti, som hun formentlig har. Foto: Håkon Mosvold Larsen/NTB/Ritzau Scanpix
Den norske statsminister har afgivet sin stemme, men flertallet ventes ikke at have sat kryds ved det samme parti, som hun formentlig har. Foto: Håkon Mosvold Larsen/NTB/Ritzau Scanpix

Den tilbageværende tid med Erna Solberg som statsminister i Norge kan efter alt at dømme snart tælles i timer.

Mandag er dagen, hvor nordmændene skal afgive deres stemmer i valget til Stortinget, og alt peger på, at magten efter otte år skifter hænder.

For selvom ærkerivalerne fra Arbeiterpartiet også står til at gå tilbage ved valget, har en række mindre partier på venstrefløjen så meget fremgang, at det efter alt at dømme bliver Arbeiterpartiets leder, Jonas Gahr Støre, der kan sætte sig for bordenden, når der skal forhandles om en ny regering.

Det er en konklusion, der også må have ramt statsministerens kontor, men Erna Solberg, der repræsenterer partiet Høyre, fastholder udadtil stædigt sin tro på, at valglykken kan vende.

- Vores mål er 25 procent og at beholde en borgerlig regering. Det vigtigste er at beholde regeringen, men uanset hvad ønsker jeg et godt valg for Høyre, lød det fra statsministeren i forbindelse med sin stemmeafgivelse ifølge VG.

- Tager den efter valget
Den forventede afsked med regeringsmagten har - traditionen tro - fået norske medier til at spekulere i, om Erna Solberg også forlader posten som leder af Høyre, hvis valget ender skidt.

- Nu tager vi vælgernes dom, og så tager vi al anden diskussion efter valget, lød det fra Solberg, som ifølge VG understregede, at hun vil beholde sin plads i Stortinget uanset valgets udfald.

Men om hun viger pladsen som partileder, vil hun ikke forholde sig til.

- Alt det påstyr, I laver ud af det her, det er bare skørt. Alle ved, at I får præcis samme svar, som jeg har givet i flere år, så jeg forstår ikke, hvorfor I gider spørge, lyder det fra den måske snart forhenværende statsminister.

Stortinget i Norge

Der er i alt 169 pladser i det norske storting. Det vil sige, at det kræver 85 mandater at få flertal.

Lige nu består regeringen af Høyre, Venstre og Kristelig Folkeparti. Tidligere har også det højreorienterede Fremskrittspartiet været en del af regeringen.

I oppositionen er det største parti Arbeiderpartiet, der er Norges svar på Socialdemokratiet. De er også lige nu den største bejler til statsministerposten.

Med sig på venstrefløjen har Arbeiderpartiet Senterpartiet, Sosialistisk Venstreparti, Miljøpartiet De Grønne og Rødt.

De seneste meningsmålinger peger på, at alle regeringspartier går tilbage i forhold til seneste valg, ligesom det er tilfældet med Arbeiderpartiet. Sidstnævnte står dog stadig til at blive det største parti.

Samtidig står alle de øvrige partier på venstrefløjen til at gå frem og dermed sikre et magtskifte.

Erna Solberg har i sin tid været kendt som en folkelig statsminister, men tilliden til hende har blandt andet i foråret lidt et knæk. Her blev hun nemlig afsløret i at have brudt de coronarestriktioner, hun selv havde indført. Noget hun senere måtte betale en bøde for.

Artiklen fortsætter under videoen ...

- Jeg forstår ikke I gider spørge

Se det ske: Norsk politi giver Erna Solberg bøde for overtrædelse af coronaregler
 

Klokken 21 mandag aften kommer den første prognose for resultatet af det norske valg. Prognosen menes at være mere præcis end normalt, da et rekordstort antal nordmænd - mere end 40 procent - har valgt at brevstemme til valget, hvorfor mange stemmer ventes at være optalt klokken 21.

Lederen af Arbeiderpartiet, Norges svar på Socialdemokratiet, Jonas Gahr Støre, ligner før valgafgørelsen det bedste bud på en kommende norsk statsminister. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix
Lederen af Arbeiderpartiet, Norges svar på Socialdemokratiet, Jonas Gahr Støre, ligner før valgafgørelsen det bedste bud på en kommende norsk statsminister. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix