Joachim B. om svensk regeringskrise: Derfor kan han ryge

Den svenske regering er i krise og risikerer mandag at blive væltet. Ekstra Bladets politiske kommentator mener, at den svenske statsminister har fejlet i samarbejdet med støttepartierne

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, og den svenske regering står over for en mistillidsafstemning, som kan vælte dem. Arkivfoto: 10060 Henrik Montgomery/Tt/Ritzau Scanpix
Sveriges statsminister, Stefan Löfven, og den svenske regering står over for en mistillidsafstemning, som kan vælte dem. Arkivfoto: 10060 Henrik Montgomery/Tt/Ritzau Scanpix

Den svenske regerings politiske skæbne bliver afgjort mandag klokken 10, når en mistillidsafstemning om regeringen finder sted i Riksdagen.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har forsøgt at holde sin regering oven vande, men efter det kom frem, at regeringens støtteparti Vänsterpartiet vil stemme imod Löfven, har det set sort ud.

Forstå den svenske regeringskrise

Krisen, som har ført til mandagens mistillidsafstemning, skyldes uoverensstemmelser om huslejepriser. Det nuværende svenske system kræver, at en organisation forhandler husleje på vegne af lejere.

Regeringen har tidligere lovet sine støttepartier - undtagen Vänsterpartiet - at sætte huslejen fri.

Det er altså uenigheden om, hvordan huslejepriser skal fastsættes, som i sidste ende har ført til, at det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna har fremlagt et mistillidsvotum over for den svenske regering.

Hvis mandagens afstemning ender med, at regeringen bliver væltet, har den svenske statsminister, Stefan Löfven, valget mellem at træde tilbage eller at udskrive nyvalg inden for en uge.

Kilde: Ritzau

Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen mener, at den svenske statsminister i sidste ende selv kan være skyld i, at han mandag måske mister magten i Danmarks naboland.

- Det er en svensk regering og en svensk socialdemokratisk statsminister, som ikke har styr på de partier, der ligger til venstre for ham, siger Joachim B. Olsen med henvisning Vänsterpartiet, som ligger på den yderste venstrefløj. 

Mette F. er dygtigere
Kigger man mod den danske pendant til Stefan Löfven, mener Joachim B. Olsen, at Mette Frederiksen har været bedre til at holde sammen på sine støttepartier.

- Mette Frederiksen er en noget dygtigere statsminister, end Löfven har været. Hun har indtil nu forstået at holde balancen bedre, end han har gjort, siger han.

Ekstra Bladets politiske kommentator drager sammenligning mellem den svenske regeringskrise og de konfrontationer, der har været på udlændingeområdet i den danske venstrefløj.

- I Danmark har man en socialdemokratisk statsminister, fordi hun har rykket Socialdemokratiets udlændingepolitik til højre - væk fra sine støttepartier. Men i Danmark har hendes støttepartier forstået, at hele forudsætningen for, at rød blok har magten, er, at Socialdemokratiet 'får lov til' at føre en ret stram udlændingepolitik. Det trækker vælgere hen over midten, fortæller Joachim B. Olsen.

Pilen peger på Löfven
Særligt det faktum, at regeringens støtteparti Vänsterpartiet vil stemme for et mistillidsvotum, har skabt debat, fordi det i sidste ende kan føre til valg.

- Det eneste, Vänsterpartiet får ud af det, er, at de markerer over for deres vælgere og siger, at de har en grænse, vurderer Joachim B. Olsen.

Han mener, at Sveriges Vänsterpartiet ikke følger samme forudsætning som de danske støttepartier:

- Det virker til, at man i Sverige har Vänsterpartiet, som ikke forstår, at for at man kan have magten i Sverige, er der nogle ting, som Löfven er nødt til at gøre. Det er mere dysfunktionelt, end det er i Danmark. 

Men ansvaret for dette ligger i sidste ende hos den svenske statsminister, mener Joachim B. Olsen.

- Der peger pilen på Löfven, fordi det er en statsministers opgave at sørge for, at støttepartier kan se sig selv i samarbejdet, siger han.