Joe Biden offentliggør sin vicepræsidentkandidat i næste uge

Demokraternes Joe Biden vil i næste uge udpege den person, som skal være med til at udfordre Trump og Pence

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil i næste uge afsløre, hvem han har udpeget som sin kandidat til vicepræsidentposten. Han har tidligere sagt, at det under alle omstændigheder bliver en kvinde. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Ernst/Reuters
Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil i næste uge afsløre, hvem han har udpeget som sin kandidat til vicepræsidentposten. Han har tidligere sagt, at det under alle omstændigheder bliver en kvinde. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Ernst/Reuters

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil i næste uge offentliggøre, hvem han har udpeget som sin vicepræsidentkandidat.

Det siger Biden tirsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg vil foretage mit valg i den første uge af august. Og jeg lover jer, at I nok skal få besked, siger Biden.

Udmeldingen fra Biden kommer, få uger før at Det Demokratiske Parti 17. august indleder sit konvent i Milwaukee i delstaten Wisconsin.

Her vil Joe Biden formelt blive nomineret som udfordrer til præsident Donald Trump, der forsøger at blive genvalgt, når amerikanerne skal stemme 3. november.

Joe Biden har tidligere sagt, at han vil vælge en kvinde som sin makker i valgkampen mod Trump og dennes vicepræsident, Mike Pence.

Amerikanske medier har, siden det i foråret stod klart, at Joe Biden var sikker på at blive nomineret som præsidentkandidat, spekuleret i, hvem der bliver hans kandidat til posten som vicepræsident.

Den store interesse skyldes blandt andet, at Biden fylder 78 år i november. Hvis Biden vinder over Donald Trump, vil han blive den ældste præsident i USA's historie.

Senator Kamala Harris fra Californien og senator Elizabeth Warren fra Massachusetts bliver ofte fremhævet som en mulighed for Joe Biden, der i otte år var vicepræsident under Barack Obama.

Susan Rice, der var Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, er ifølge nyhedsbureauet AFP også med i Bidens overvejelser.

Med under 100 dage til præsidentvalget står Joe Biden til at vinde ifølge flere nationale meningsmålinger.

Det skyldes især, at Biden fører i de seks svingstater, som ved valget i 2016 sikrede Trump sejren over Hillary Clinton.

I samtlige seks delstater, Michigan, Wisconsin, Florida, Pennsylvania, Arizona og North Carolina, har Biden en føring på mindst seks procentpoint. Det viste en måling i avisen The New York Times for nylig.

Svingstater er delstater, hvor der er en reel mulighed for, at begge præsidentkandidater kan vinde.

At Joe Biden i det hele taget stiller op i så forholdsvis en høj alder skyldes Donald Trump.

- Jeg forsøger at blive valgt, fordi Trump er præsidenten, og jeg tror virkelig, at vores demokrati er på spil, sagde Biden tirsdag ifølge AFP.

- Og det lader til, at mange amerikanere - de, som ikke bryder sig om mig og de, som gør - ser mig som Trumps modstykke. Og det tror jeg, at jeg er, tilføjede han.

1 af 2 Den 55-årige senator Kamala Harris er blandt de navne, som hyppigst dukker op som en mulig vicepræsidentkandidat for Joe Biden. Harris var blandt de kandidater, som Joe Biden besejrede i sit partis primærvalg. Foto: Pool/Reuters
2 af 2 Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, vil i næste uge afsløre, hvem han har udpeget som sin kandidat til vicepræsidentposten. Han har tidligere sagt, at det under alle omstændigheder bliver en kvinde. (Arkivfoto) Foto: Jonathan Ernst/Reuters
19 kommentarer
Vis kommentarer