Joe Bidens kampagne runder 40 millioner kroner på et døgn

Indsamlingen til Bidens præsidentkampagne giver baghjul til de øvrige præsidentkandidater for Demokraterne

Foto: Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix
Foto: Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix

Den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden har økonomisk fået en solid begyndelse på sin præsidentkampagne.

I løbet af kampagnens første 24 timer er der blevet indsamlet 6,3 millioner dollar - det svarer til cirka 42 millioner kroner.

Det er det højeste beløb, som en kandidat for Demokraterne til præsidentvalget i 2020 har indsamlet i løbet af det første døgn.

Torsdag meddelte Joe Biden, at han er præsidentkandidat i det demokratiske parti og indleder sin valgkampagne.

76-årige Biden, som to gange tidligere har søgt at blive sit partis præsidentkandidat, var vicepræsident under Barack Obama fra 2009 til 2017.

Ifølge Bidens kampagne har næsten 97.000 personer på tværs af alle USA's 50 stater doneret til kampagnen.

Biden har sagt, at han vil føre valgkamp som en "Obama-Biden-demokrat", som er lige så pragmatisk som progressiv.

Hans egen opvækst i en arbejderfamilie har gjort ham populær i arbejderkredse.

Han siger, at han vil rette sin kampagne mod den hvide arbejderklasse og de yngre mere sammensatte vælgergrupper, som støttede Obama massivt.

Næste amerikanske præsidentvalg afholdes i november i 2020. Præsident Donald Trump har annonceret, at han søger genvalg. Derudover har mere end en håndfuld demokrater annonceret, at de gerne vil erstatte ham.

I 2020 vil de to store partier i USA finde deres kandidat til præsidentvalget gennem en række primærvalg og valgmøder i de forskellige delstater.

Det starter 3. februar med det første valgmøde i delstaten Iowa. Første primærvalg er i delstaten New Hampshire otte dage efter.

Ved hvert valgmøde eller primærvalg fordeles en række delegerede mellem kandidaterne. Derudover er en række særlige personer udvalgt som superdelegerede.

Ved partiernes konventer til sommer vælges den kandidat, der kan samle et flertal af de delgerede.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere