John Kerry lander på første officielle besøg i Danmark

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) modtager John Kerry, før amerikaneren senere møder Lars Løkke Rasmussen.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er torsdag eftermiddag landet i Københavns Lufthavn, hvor han modtages af udenrigsminister Kristian Jensen (V) til et todages besøg.

Det er John Kerrys første officielle visit i Danmark som udenrigsminister. Hans forgængere har typisk været i Danmark hvert fjerde år. Senest besøgte Hillary Clinton daværende udenrigsminister Villy Søvndal i 2012.

Tidligere på året var Kristian Jensen i Washington, hvor de to ministre blandt andet talte om den fælles militære kamp i Syrien og Irak mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Samme punkt er på dagsorden, når Kerry i løbet af sit besøg i Danmark mødes med både Kristian Jensen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Desuden skal Kristian Jensen og John Kerry drøfte antiradikalisering og den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, hvor målet er et stort toldfrit marked for varer og tjenesteydelser.

Fredag rejser de to udenrigsministre til Grønland, hvor de mødes med Grønlands minister for udenrigsanliggender.

Kerry skal blandt andet se, hvordan klimaforandringerne er tydelige på Grønlands vestkyst. Før besøget i Danmark har han besøgt Svalbard.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere