Johnson: - Jeg vil ikke have valg

Boris Johnson holder fast i, at Storbritannien skal ud af EU 31. oktober - uanset hvad

Storbritanien forlader EU 31. Oktober - ‘no if’s and no but’s’ - et slogan, som Boris Johnson også hev op af hatten, da han holdt sin første tale som premierminister. Video: AP.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, holder fast i, at Storbritannien skal ud af EU 31. oktober - uanset hvad.

Sådan lyder det i en tale foran Downing Street 10 mandag aften.

- Jeg vil have alle til at vide, at jeg under ingen omstændigheder vil bede Bruxelles om en udskydelse, lød det.

Tidligere mandag blev der spekuleret i, at Boris Johnson ville gå efter at få udskrevet parlamentsvalg for at få renset luften omkring det britiske parlament, hvor der er meget uro frem mod den kommende brexit.

Hans tale mandag aften gav dog ikke antydninger i den retning. Tværtimod.

- Jeg vil ikke have valg. I vil ikke have valg, lød det fra Boris Johnson.

Johnson holdt en meget kort men målrettet tale mandag aften, hvor han både afviste slinger i sin brexit-kurs og tanker om at udskrive valg. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
Johnson holdt en meget kort men målrettet tale mandag aften, hvor han både afviste slinger i sin brexit-kurs og tanker om at udskrive valg. Foto: Ben Stansall/AFP/Ritzau Scanpix
 

Hans tale var derimod i høj grad rettet mod medlemmer af hans eget parti, som kunne finde på at arbejde sammen med oppositionen om at få udsat brexit.

Johnson mener nemlig selv, at Storbritannien skal stå fast på, at de vil ud 31. oktober uanset hvad, og han er sikker på, at EU dermed vil gå med til at lave en ny aftale inden da for at forhindre de potentielt katastrofale følger, et brexit uden aftale kan få.

- Vi skal vise vores venner i Bruxelles, at vi er samlede om vores mål. Parlamentsmedlemmer bør stemme med regeringen mod Corbyns (Labours leder Jeremy Corbyn, red.) meningsløse udskydelse, lød det fra Johnson.

Ifølge flere britiske medier siger en kilde i regeringen dog, at Johnson vil udskrive valg til afholdelse 14. oktober, hvis han får et flertal imod sig blandt parlamentsmedlemmerne.

Suspenderede parlament
Siden Boris Johnsons tiltræden som premierminister har der nærmest været åben krig mellem Johnson og hans regering på den ene side og oppositionen og i det skjulte medlemmer af hans eget parti.

Johnson har nemlig hele tiden lagt vægt på, at han vil ud af EU for enhver pris, mens Labour og flere andre partier vil kæmpe for at få en aftale med EU - også selvom det betyder en forlængelse af tidsfristen.

Som modsvar har Johnson blandt andet suspenderet parlamentet, for at et flertal her ikke vil kunne vedtage lovgivning, der forhindrer Storbritannien at træde ud uden aftale.

Se også: Johnson vinder sejr i retten

Og den kamp har premierministeren altså på ingen måde i sinde at opgive, og han vil fortsætte kursen med at få Storbritannien ud uanset hvad.

426 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere