Journalister i angreb på domstol: Vi tog fejl

Flere journalister angriber nu EU-domstolen, som giver parlamentarikere mulighed for at skjule bilag

Europa-Parlamentets medlemmer kan fortsat skjule brugen af skattemidler for 33692 kroner pr. måned. Det får flere journalister til at angribe domstol. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Europa-Parlamentets medlemmer kan fortsat skjule brugen af skattemidler for 33692 kroner pr. måned. Det får flere journalister til at angribe domstol. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Siden 2015 har journalister fra de 28 EU-lande forsøgt at kortlægge, hvordan parlamentarikerne bruger skattemidler. Men hverken parlamentarikere, Europa-Parlamentet, eller EU-domstolen ønsker imidlertid at give offentligheden indsigt i pengeforbruget.

Se også: 'Chokerende' lidt gennemsigtighed

Konkret handler det om de såkaldte blyantspenge.

I 2019 modtager alle EU-parlamentariker 33.692 kroner hver måned for at holde kontorer i deres hjemlande, når de ikke er i tjeneste i Bruxelles og Strasbourg. Denne godtgørelse kommer oveni en løn på 65382 kroner pr. måned, refusion af rejseudgifter med business class eller første klasse i tog, og diæter på 2389 kroner pr. registreret mødedag. Alene kontorgodtgørelsen (i Danmark kendt som blyantpengene) løber op i 300 millioner kroner.

Se også: Har limousiner i døgndrift: Sovset ind i luksus

Journalistnetværket som Ekstra Bladet har været en del af, har gennem de seneste fire år blandt andet afsløret, at i Danmark er det kun Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU, der offentliggør, hvordan hun bruger pengene. Samtidig har netværket afsløret, hvordan mange disse kontorer slet ikke eksisterer.

Se også: Stjernepolitikernes luksusliv: Togbillet til 35.488 kroner

Gennem EU-domstolen har journalistnetværket forsøgt at få åbnet op, så offentligheden kan få indsigt i brugen af blyantspengene. Forgæves. Derfor har flere af journalisterne fra netværket nu lavet et læserbrev, der bliver offentliggjort rundt i EU i dag.

Blandt andet lyder det:

'Vi troede at EU-domstolen ville anerkendte åbenhed om brug af skattemidler som en demokratisk offentlig interesse. Vi troede at Europa-Parlamentet ville dele den opfattelse og gribe muligheden til at stærke Parlamentets legitimitet. Vi tog fejl.'

Se også: Gemmer bilag: Her er de danske EU-hyklere

Det kan læses herunder.

DEBAT: Europa-Parlamentet som ikke vil stå til ansvar

Af Staffan Dahllöf, Anuška Delić, Nils Mulvad, Susan Mitchell, Minna Knus-Galán, Hans-Martin Tillack, Kristof Clerix, Pavla Holcova, Sara Menafra, Marcos García Rey, Delphine Reuter, Mark Lee Hunter

En sag tabt i EU-domstolen af en gruppe journalister fra de 28 EU-lande sidste år kaster en skygge over det kommende valg til Europa-Parlamentet. I realiteten var vi tæt på 500 millioner som tabte da EU-domstolen den 25. september sidste år erklærede, at ingen EU-borger har ret til at se dokumenter, som viser hvordan EU-parlamentarikerne bruger skattemidler.

Det var bemærkelsesværdigt i lyset af at mange medlemslande giver aktindsigt i politikernes brug af offentlige midler.

Det vi havde anmodet om, var dokumentation for medlemmernes udgifter i deres rolle som lovgivere. I 2019 modtager alle EU-parlamentariker 4 513 euro hver måned for at holde kontorer i deres hjemlande, når de ikke er i tjeneste i Bruxelles og Strasbourg. Denne godtgørelse kommer oveni en løn på 8757,70 euro per måned, refusion af rejseudgifter med business class eller første klasse i tog, og diæter på 320 euro per registreret mødedag. Alene kontorgodtgørelsen (i Danmark kendt som blyantpengene) løber op i 40 millioner euro om året.

Vores egne undersøgelser (The MEPs Project) viste at mange af disse kontorer slet ikke eksisterede.

Ud af 748 parlamentsmedlemmer 2017 var kun 53 parate til af fremlægge dokumentation for deres faktiske kontorudgifter. Enkelte fortalte at de gik ind for åbenhed, og at de kæmpede internt for strikte regler. Men det store flertal var tilfreds med tingenes orden. En tredjedel af de adspurgte, nægtede at fortælle adressen på deres kontorer, opgav adresser som ikke kunne findes på landkortet, eller nægtede at svare.

Større var ikke den politiske interesse for åbenhed.

Til vores forbløffelse gik EU-domstolen os imod. En treårig kamp endte med at EU-parlamentarikerne fik lov til at 'beskytte' deres ret til privatliv, selv om private forhold ikke var noget vi havde spurgt til, heller ikke til skatteforhold. Vi bad kun om dokumentation for at erstatningerne til kontorhold blev brugt i overensstemmelse med reglerne. Det var ikke et godt nok argument, ifølge Retten som er EU-domstolens første instans.

Det var så den juridiske afgørelse.

Politisk stillede sig et flertal i Europa-Parlamentet den 31. januar i år bag en ændring af reglerne for erstatning. Det skal fremover blive gjort teknisk muligt for EU-parlamentarikerne at publicere en frivillig revision af hvordan de har brugt kontorerstatningen på deres officielle hjemmeside.

Det vil sige:

Ingen forpligtelse at revidere regnskaberne.

Intet krav på at dokumentere omkostninger.

Ikke noget med at stå til ansvar for hvordan erstatningerne bliver brugt.

Så meget for den politiske interesse.

I perspektivet af truede klimaændringer, voksende økonomiske kløfter, udbredte skatteunddragelser, hvidvask i milliardklasse og mange EU-borgeres fornemmelse af at have tabt magt og indflydelse er parlamentarikernes brug af små 50 000 danske kroner per måned givetvis en bagatel – hvis det ikke var for princippet om ansvarlighed.

Hvis ikke en gang vores valgte repræsentanter føler behov for at dokumentere deres brug af skattemidler, hvem kan så ikke bruge beskyttelse af privatlivet som argument mod åbenhed?

Tilbage i 1999 blev EU-kommissionen under ledelse af Jacques Santer tvunget til at træde tilbage. Tilbagetrækningen blev udløst af lækkede dokumenter om misbrug af offentlige midler. Lækken førte til at det daværende Europa-Parlament krævede en tilbundsgående undersøgelse.

Fem uafhængige eksperter blev pålagte den opgave. Eksperterne konkluderede i deres endelige rapport:

'Det viste sig at være vanskeligt at finde nogen som på nogen måde var ansvarlig.'

Tyve år senere står vi i en tilsvarende situation – nu med medlemmerne af Europa-Parlamentet, som ikke vil stå til ansvar. Dette er så meget det mere forbavsende, fordi ledende medlemmer af såvel Kommissionen som af EU’s mange agenturer publicerer dokumentation for sine rejseudgifter.

Vi som har deltaget i The MEPs Project, og som rejste sagen i EU-domstolen, har ikke nogen fælles politisk platform. Vi har mange og divergerende holdninger til EU’s fremtid. Men som journalister med interesse for europæiske anliggender har vi en bestræbelse til fælles: Vi vil holde politikkere og andre magthavere ansvarlige for brug af skattemidler ligesom for deres politiske beslutninger.

Kandidater til Europa-Parlamentet som sympatiserer med denne målsætning, skal være velkomne til at give udtryk for det – ikke som et abstrakt princip men med et løfte om at gøre rede for deres eget brug af erstatningerne for kontorhold.

Kandidater med andre prioriteringer, eller kandidater som irriteres over journalisters interesse for de slags dispositioner, skal selvfølgelige ikke love noget som helst. I står ikke til ansvar over for os. I står kun til svars overfor jeres vælgere.

Vi troede at EU-domstolen ville anerkendte åbenhed om brug af skattemidler som en demokratisk offentlig interesse.

Vi troede at Europa-Parlamentet ville dele den opfattelse og gribe muligheden til at stærke Parlamentets legitimitet.

Vi tog fejl.

47 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere