Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Juncker udelukker Tyrkiet i EU i den overskuelige fremtid

EU vil ende med flere end de 27 lande, der bliver efter brexit. Men Tyrkiet er ikke på vej, siger Juncker

Tyrkiet bliver ikke medlem af EU i den overskuelige fremtid.

Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, onsdag i sin tale om unionens tilstand i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

Men det betyder ikke, at det er slut med udvidelsen af EU, siger han.

Når briterne forlader samarbejdet i 2019, vil EU komme ned på 27 medlemslande. Men der vil ende med at være flere end 27 medlemmer af EU, forudser Juncker.

- Hvis vi vil have mere stabilitet i vores nabolag, må vi opretholde et troværdigt perspektiv om udvidelse for landene på det vestlige Balkan, siger Juncker.

Han siger, at ethvert nyt EU-medlem må give "retsstat, retfærdighed og grundlæggende rettigheder" den allerhøjeste prioritet.

- Det udelukker tyrkisk EU-medlemskab i den overskuelige fremtid, siger Juncker.

Han siger, at Tyrkiet under præsident Recep Tayyip Erdogan har taget gigantiske skridt væk EU.

- Journalister hører til i et redaktionslokale. Ikke i fængsler, siger Juncker.

Samtidig opfordrer han de tyrkiske ledere til at holde op med at omtale EU-ledere som fascister og nazister.

- Hold op med at fornærme vores medlemslande ved at sammenligne deres ledere med fascister og nazister, siger Juncker.

- Fornærmelser laver vejspærringer. Sommetider får jeg på fornemmelsen, at Tyrkiet laver disse vejspærringer med vilje. Så kan de skyde skylden for sammenbruddet i forhandlingerne om tiltrædelse på Europa.

Juncker siger dog, at EU's hånd "vil altid være udstrakt til det storslåede tyrkiske folk og til dem, der er klar til at samarbejde med os på grundlag af vores værdier".

/ritzau/

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Mikkel Cramon
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen