Kæmpe catalansk march i Bruxelles forsøger at råbe EU op

Puigdemont går med i demonstration i Bruxelles, hvor han har søgt tilflugt for at undgå at blive anholdt.

Omkring 45.000 tilhængere af Cataloniens uafhængighed af Spanien demonstrerer torsdag i Bruxelles i et forsøg på at råbe EU op.

- Vågn op, Europa, råber demonstranterne, der vifter med det catalanske flag i røde, gule og blå farver.

Demonstrationen er også en støtte til den afsatte catalanske leder, Carles Puigdemont, der har søgt tilflugt i Bruxelles for at undgå at blive anholdt.

Han efterforskes af de spanske myndigheder for oprør og undergravende virksomhed.

Det sker efter en forfatningsstridig folkeafstemning og uafhængighedserklæring i oktober.

- Har I nogensinde set en demonstration som denne noget sted til støtte for kriminelle? Nej, siger Puigdemont i en tale til demonstranterne.

Den afsatte leder bliver mødt med tilråbene "præsident, præsident".

Puigdemont siger, at EU "respekterer ikke de grundlæggende værdier i vores elskede Europa".

- Vi vil have et Europa af frie borgere, siger han.

EU har hele tiden sagt, at deres eneste samtalepartner er Spanien.

De har samtidig fastslået, at den catalanske folkeafstemning om uafhængighed var ulovlig ifølge den spanske forfatning.

Derfor betragter EU også den værste politiske krise i Spanien i årtier som et internt spansk anliggende.

- Vi er kommet for at bede EU vågne op og se, at der ikke er noget demokrati i Spanien, siger en af de catalanske demonstranter, Montserrat Mante, til AFP.

Belgisk politi skriver torsdag på Twitter, at omkring 45.000 deltager i demonstrationen.

Spanien havde i første omgang udstedt en europæisk arrestordre på Puigdemont og fire af hans tidligere ministre, der også opholder sig i Bruxelles.

Den er siden trukket tilbage med den begrundelse, at de afsatte catalanske ledere har vist vilje til at vende tilbage til Spanien.

Men det bliver ikke lige med det samme.

- Lige for tiden bliver jeg her, sagde Puigdemont onsdag på en pressekonference i Bruxelles.

Han leder fra Belgien en valgkampagne for sit selvstændighedsparti op til det regionale valg i Catalonien 21. december.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen