Kæmpe hackerangreb i Tyskland: Alle undtagen ét parti ramt

Talskvinde: Der er ikke offentliggjort følsomme oplysninger, som kan skade Merkel eller kanslerministeriet.

Den tyske kansler, Angela Merkel, er blandt de ramte i angrebet. Foto: AP
Den tyske kansler, Angela Merkel, er blandt de ramte i angrebet. Foto: AP

Hackere har offentliggjort følsomme informationer om hundredvis af tyske politikere, rapporterer tyske medier.

Der er lagt mailadresser, mobiltelefonnumre, private breve og kopier af id-kort ud på Twitter. Det er uklart, hvem der står bag, og motivet er også ukendt.

- Personlige data og dokumenter, der tilhører hundredvis af politikere og offentlige personer er blevet lagt ud på internettet, siger regeringstalskvinde Martina Fietz.

- Forbundsregeringen tager denne sag meget alvorligt, tilføjer hun.

Kilder i Tysklands føderale efterretningstjeneste, BSI, siger til avisen Bild, at den tyske forbundsregerings datanetværk ikke er blevet ramt.

Den regionale avis Rheinische Post skriver, at både forbundskansler Angela Merkel og forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier er blandt ofrene for angrebet.

Men en talskvinde for forbundsregeringen i Berlin siger, at der ikke er offentliggjort følsomme oplysninger, som kan skade Merkel eller kanslerministeriet.

Alle større politiske partier er berørt - bortset fra Alternative für Deutschland (AfD) på højrefløjen.

En talsmand for det tyske forsvar siger, at de væbnede styrker ikke er berørt af angrebet.

BSI har indkaldt til et møde, hvor de forskellige regeringsorganers reaktioner på angrebene skal koordineres.

Dagbladet Bild og radiostationen RBB var de første, der offentliggjorde historien. Bild siger, at hackerangrebene skete i en periode frem til slutningen af oktober, men at det ikke var klart, hvornår de begyndte.

Med henvisning til den store mængde af materiale siger RBB, at det er sandsynligt, at det er flere kilder, som er blevet hacket.

Twitterprofilen account @_0rbit offentliggjorde dagligt links som en form for adventskalender, hvor hver indgang gav adgang til links med nye informationer.

Profilen, som havde døbt sig selv 'G0d', blev åbnet i midten af 2017 og havde angiveligt over 18.000 følgere.

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere