Kæmper for præsidentdrømmen: Lover at være respektfuld

Kærlig og omsorgsfuld eller 'creepy uncle'? Tidligere vicepræsident Joe Biden erkender, at de sociale normer har ændret sig

Det er adfærd som disse, der har givet Biden modvind. Video: Reuters

Joe Biden, 76, lover, at han fremover vil være 'mere respektfuld', efter at flere kvinder har fortalt, at den tidligere senator og vicepræsident har gjort dem utilpasse med sin fysiske kontakt.

I en video på Twitter onsdag siger den amerikanske politiker, at den fysiske kontakt - håndtryk, kram og skuldermassage - var hans måde at vise sine tilhængere, at han bekymrer sig om dem.

Men Biden erkender, at de sociale normer har ændret sig, og han lover at tilpasse sin opførsel.

- Men jeg vil altid mene, at politik – og, ærlig talt, livet – handler om at skabe kontakt, kontakt med mennesker, siger han i videoen og fortsætter.

- Det ændrer sig ikke. Men jeg vil udvise mere omtanke og være mere respektfuld over for folks private rum, siger han.

Joe Biden er angiveligt parat til at kaste sig ind i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Men anklager om upassende adfærd er kommet på tværs. Video: Reuters

Joe Biden, der overvejer at stille op som præsidentkandidat til valget i 2020, blev i sidste uge anklaget for at have opført sig upassende.

Amy Lappos, 43, fortalte, at Biden var lidt for nærgående i forbindelse med en fundraising i 2009.

- Det var ikke seksuelt, men han tog fat i mit hoved. Han lagde sin hånd rundt om min nakke og trak mig ind til sig for at gnide sin næse mod min, fortalte Amy Lappos til lokale medier.

Kys på baghovedet
Få dage forinden havde Lucy Flores, en 39-årig politiker i Nevada, i en klumme beskrevet, hvordan Biden skal have kysset hende på baghovedet i 2014.

- Jeg mærkede to hænder på mine skuldre, skrev hun og tilføjede, at Biden ’herefter gav mig et stort langsomt kys på baghovedet’.

Vicepræsident Joe Biden i nærkontakt med Stephanie Carter, hustru til forhenværende forsvarsminister Ashton Carter. Billedet har cirkuleret på internettet som bevis for Biden upassende opførsel. Stephanie Carter har dog selv været ude og sige, at hun ikke følte sig krænket. Foto: AFP
Vicepræsident Joe Biden i nærkontakt med Stephanie Carter, hustru til forhenværende forsvarsminister Ashton Carter. Billedet har cirkuleret på internettet som bevis for Biden upassende opførsel. Stephanie Carter har dog selv været ude og sige, at hun ikke følte sig krænket. Foto: AFP
 

Siden har yderligere to andre kvinder stået frem med lignende beskrivelser. Biden har afvist at have opført sig upassende.

’Ikke én gang - aldrig - føler jeg, at jeg opførte mig upassende. Hvis der er nogen, der mener, at jeg gjorde, så vil jeg lytte til det med respekt. Men det var aldrig min hensigt’, lød det i en kommentar fra Biden.

OVERBLIK: De vil være Trumps modstander i 2020

Flere amerikanske politikere har meldt sig på banen som kandidater til præsidentvalget i 2020.

Her er et overblik over nogle af de største profiler fra Demokraterne, der har annonceret deres kandidatur, eller som har taget officielle skridt i retning af at stille op.

* Det tidligere kongresmedlem fra Texas Beto O'Rourke bekræfter natten til torsdag, at han stiller op.

Han blev landskendt i 2018, da han næsten slog republikaneren Ted Cruz ved senatsvalget i det ellers meget konservative Texas.

* Den tidligere guvernør i delstaten Colorado, John Hickenlooper, annoncerede sit kandidatur 4. marts.

Han spiller på, at han i sin politiske karriere har vist evner til at samle folk i krisetider.

* Guvernøren i delstaten Washington, Jay Inslee, meldte sig fredag den 1. marts ind i ræset om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Han stiller op med indsatsen mod klimaforandringer som sin altoverskyggende mærkesag.

* Senator Bernie Sanders meddelte 19. februar, at han stiller op og vil nomineres som Demokraternes kandidat til præsidentvalget.

Sanders forsøgte også i 2016 at blive Demokraternes præsidentkandidat, men tabte nomineringen til Hillary Clinton. Han er senator fra delstaten Vermont, hvor han ikke er valgt som demokrat men som uafhængig.

* Senator Amy Klobuchar fra Minnesota meddelte 10. februar officielt, at hun vil forsøge at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020.

Klobuchar er 58 år og er valgt i delstaten Minnesota. Hun fik stor opmærksomhed, da hun gik den nominerede højesteretsdommer Brett Kavanaugh på klingen sidste år.

* Senator Elizabeth Warren indledte officielt sin valgkamp 9. februar.

Warren er 69 år og valgt i delstaten Massachusetts. Hun er en af de store kritikere af både Donald Trump og bankindustrien.

* Senator Cory Booker meddelte officielt sit kandidatur den 1. februar.

Den 49-årige senator er tidligere borgmester i Newark, der er den største by i New Jersey. Booker har været senator siden 2013, og vælgerne i New Jersey skal vælge en person til hans sæde i Senatet samme dag, som der er præsidentvalg i 2020.

* Borgmester Pete Buttigieg sagde 23. januar, at han tager skridt i retning af at stille op.

Den 37-årige Buttigieg, der er borgmester i South Bend, Indiana, er en af valgkampens outsidere. Han ønsker at blive USA's første åbent homoseksuelle præsident, men han har fået mange spørgsmål om sin begrænsede politiske erfaring.

* Senator Kamala Harris meddelte officielt den 21. januar, at hun stiller op.

Kamala Harris har siddet i det amerikanske Senat i to år. Hun er datter af indvandrere fra Indien og Jamaica og har tidligere været justitsminister i Californien i seks år.

* Den 15. januar sagde den demokratiske senator fra New York Kirsten Gillibrand, at hun vil stille op.

52-årige Gillibrand er kendt som en af fanebærerne i arbejdet med at ændre, hvordan Kongressen håndterer påstande om seksuel chikane. Hun blev desuden en fremtrædende stemme i MeToo-bevægelsen.

* Lørdag den 12. januar annoncerede Julian Castro, at han stiller op ved valget.

Julian Castro er tidligere borgmester i San Antonio i Texas og var boligminister under præsident Barack Obama fra 2014 til 2017.

* Det 37-årige kongresmedlem for Demokraterne Tulsi Gabbard annoncerede den 11. januar, at hun har i sinde at stille op ved næste års præsidentvalg.

Krigsveteranen Tulsi Gabbard er både den første hindu og den første amerikansksamoaner, der er blevet valgt til Kongressen for Hawaii.

* 55-årige John Delaney meldte sig allerede på banen i juli 2017. Delaney har siden 2013 været medlem af Repræsentanternes Hus for Maryland.

Han vil arbejde for at forbedre USA's infrastruktur, en ny international skattereform og bedre forhold for migranter.

* Den siddende præsident, republikanske Donald Trump, søgte allerede om genopstilling på sin indsættelsesdag. Hans kampagne har indtil videre indsamlet over 100 millioner dollar.

Trump har tidligere udtalt, at han vil genopstille sammen med den nuværende vicepræsident, Mike Pence.

* Nyhedsbureauet Reuters nævner flere demokrater, der kan ende med at stille op ved næste års præsidentvalg. Det gælder blandt andet den tidligere vicepræsident Joe Biden.

I de første vintermåneder 2020 indledes primærvalgene i de amerikanske delstater, hvor Demokraternes endelige præsidentkandidat skal findes.

Præsidentvalg finder sted den første tirsdag i november. Det er 3. november 2020.

Kilder: USA Today, Washington Post, Reuters og AFP.

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere