Donald Trump sendte chokbølger tværs over Atlanterhavet, da han som republikanernes præsidentkandidat sagde, at Nato-samarbejdet var ude af trit med tiden.
Trump kaldte Nato for 'forældet' og satte spørgsmålstegn ved, om forsvarsalliancen overhovedet havde en fremtid.
Men nu har piben fået en anden lyd. Det står klart, efter at den amerikanske præsident onsdag holdt møde med Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg.
- For længe siden klagede jeg over Nato, og de har foretaget ændringer. Jeg sagde, at Nato var forældet. Nato er ikke længere forældet, fastslår præsident Trump efter mødet.
Donald Trump har tidligere giver udtryk for, at Nato ikke gjorde nok for at bekæmpe terrorisme, men det er der lavet om på, forklarer Jens Stoltenberg på pressemødet.
- Vi har etableret en ny efterretnings-division, der styrker vores evne til at bekæmpe terrorismen, og vi arbejder sammen i alliancen for at bekæmpe terrorismen mere effektivt, siger generalsekretæren og understreger, at Nato fremover bør gøre endnu mere for at bekæmpe terrorismen.
Bombede Assad
Donald Trump har på det seneste flyttet sig markant fra nogle af de mere vidtgående synspunkter, han havde som præsidentkandidat.
Trump har for eksempel tidligere afvist at bruge magt mod Syriens præsident Bashar al-Assad, men i sidste uge valgte han alligevel at sende 59 krydsermissiler mod Assads luftvåben.
Rusland er tæt allieret med Syriens præsident, Bashar al-Assad, og russerne er rasende over, at amerikanerne bombede den syriske luftbase som gengæld for et formodet angreb med kemiske våben.
Trump betegnede onsdag det aktuelle forhold mellem USA og Rusland som det 'måske dårligste nogensinde'.
Meget lidt tillid
Mens Trump og Stoltenberg holdt møde i Det hvide Hus, var den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, taget til Moskva.
Her stod det dårlige forhold mellem USA og Rusland også øverst på dagsordenen.
- Der er meget lidt tillid mellem vores to lande, siger den amerikanske udenrigsminister og tilføjer.
- Verdens to førende atomkræfter kan ikke have denne type forhold.
Men Rusland er parat til at forbedre det anstrengte forhold til USA, lover den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
- Trods mængden af eksisterende problemer er der betydelige muligheder for samarbejde, siger Lavrov, der understreger, at der også er enighed blandt de to parter.
Blandt andet er USA og Rusland enige om at etablere bedre kommunikationslinjer mellem de to militærmagter.