Kaos efter brexit: Politikerne skrider på stribe

Samtidig kræver flere medlemmer af partiet Labour, at formanden smutter

Jeremy Corbyn er leder af det britiske Labour, selv om flere af hans medlemmer nu kræver hans afgang (Foto: AP)
Jeremy Corbyn er leder af det britiske Labour, selv om flere af hans medlemmer nu kræver hans afgang (Foto: AP)

Det politiske landskab i Storbritannien har ændret sig igen og igen siden 51,9 procent af befolkningen i torsdags bestemte, at landet skal meldes ud af EU.

Siden har premierministeren, David Cameron, meldt sin afgang til efteråret, og flere toppolitikere i det andetstørste parti, Labour, kræver nu, at lederen af deres parti, Jeremy Corbyn, forlader sin post.

Det kræver de, fordi de ikke stoler på, at han er stærk og tillidsfuld nok til at bringe partiet videre. Det skriver BBC. Samtidig mener flere medlemmer, at Jeremy Corbyn kunne have gjort mere for, at befolkningen stemte for at forblive i EU.

- Selv om jeg respekterer dig som en principfast mand, så mener jeg ikke, at du kan klare de udfordringer, vores land har står overfor. Jeg tror, at hvis vi skal danne den næste regering, så bliver vi nødt til at ændre lederskabet, skriver tidligere skyggesunhedsminister Heidi Alexander i et åbent brev til Jeremy Corbyn.

Dropper partiet
På baggrund af mistilliden til Jeremy Corbyn har mindst ni højtstående personer i partiet nu valgt at fratræde deres stillinger. Det sker primært, fordi Corbyn efter valgresultatet valgte at fyre Labours skyggeudenrigsminister, Hilary Benn.

Derefter valgte skyggesundhedsministeren, skyggeministeren for Skotland, skyggetransportministeren og skyggeministeren for uddannelse af gå af.

BBC erfarer desuden, at endnu flere truer med deres afgang, hvis ikke Corbyn træder tilbage.

Selv forholder Jeremy Cobyn sig helt tavs. Han forlod således søndag sin bolig, med en hob af journalister efter sig. De fik dog ingen udtalelser fra den stumme Labour-formand.

Kræver ny afstemning
Mens de to største partiledere i Storbritannien har deres egen politiske karrierer at kæmpe med oven på afstemningen, kræver over tre millioner briter nu en ny afstemning om brexit.

På det britiske underhus' hjemmeside er der delt en underskriftsindsamling, hvor man kan skrive under på, at landet skal igennem endnu en EU-afstemning.

De over tre millioner mennesker, der har skrevet over i skrivende stund, har således tilkendegivet, at de mener, at stemmeprocenten for en så vigtig afstemning bør være over 75 procent, og en beslutning kan kun træffes med mindst 60 procents enighed. Det er dog vigtigt at pointere, at alle kan skrive under - det vil sige, at man ikke nødvendigvis kan sige, at det kun er briter, der har været inde og give deres virtuelle krusedulle.

På baggrund af de mange underskrifter, er de engelske politikere nu tvunget til at diskutere, hvorvidt man skal imødekomme indsamlingens budskab.

123 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere