Kaotiske scener: Republikanere stormer afhøring i Trump-sag

Utilfredse republikanere stormede onsdag en lukket afhøring i undersøgelsen om den mulige rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump

Den samlede gruppe republikanere adresserer pressen inden den lukkede afhøring. Foto: Carlos Jasso/Ritzau Scanpix
Den samlede gruppe republikanere adresserer pressen inden den lukkede afhøring. Foto: Carlos Jasso/Ritzau Scanpix

En lukket afhøring i undersøgelsen om USA's Donald Trumps mulige rigsretssag blev onsdag stormet af mere end 20 republikanske kongresmedlemmer.

Det skriver CNN onsdag.

Den planlagte afhøring af Laura Cooper fra Forsvarsministeriet blev afbrudt, da vrede republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus tiltvang sig adgang til lokalet ved tre forskellige indgange. Aktionen kommer som følge af republikanernes utilfredshed med undersøgelsen af Donald Trump.

Republikaneren Matt Gaetz fra Florida førte an i dagens aktion.

- Bag de døre forsøger de at omstøde resultatet af det amerikanske præsidentvalg. Vi vil vide, hvad der foregår, sagde han inden de brød ind i det lukkede lokale.

Afhøringen skulle udføres af tre forskellige udvalg, som ikke har republikanske medlemmer, hvorfor de heller ikke har officiel adgang til dem.

Afbrydelsen skulle have forsinket de planlagte afhøringer med fem timer.

Laura Cooper er af særlig interesse for undersøgelsen, da hun har USA's forhold til Rusland og Ukraine som ansvarsområder.

Demokraten Adam Schiff Foto: Alex Wroblewski/Ritzau Scanpix
Demokraten Adam Schiff Foto: Alex Wroblewski/Ritzau Scanpix

Formanden for efterretningsudvalget, Adam Schiff, der tidligere er blevet anklaget af Donald Trump for landsforræderi, var ikke imponeret over dagens aktion.

- Det er et tegn på, at Det Hvide Hus klart var knust over gårsdagens afhøring, og at disse vidner vil trodse administrationen for at følge loven og vidne. Nu tager præsidentens allierede andre metoder i brug for at stoppe vidneforklaringer, men de kommer ikke til at få succes med det, siger demokraten Adam Schiff til NBC News.

Topdiplomater vidner
Adam Schiff henviser til afhøringen af den amerikanske ambassadør til Ukraine, William Taylor, i sagen om Trumps angivelige afpresning af Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at finde snavs på demokraternes Joe Biden.

Taylor var den seneste af en række diplomater, der er blevet afhørt i forbindelse med rigsretsprocessen mod præsident Trump inden dagens afhøring af Laura Cooper.

203 kommentarer
Vis kommentarer